Ord

“Sticks and stones may break my bones
But words will never harm me”

Jeg har i lyset af nylige begivenheder fået anledning til at reflektere over ordenes betydning. Både de ord, der kan såre, de ord der kan lindre og de ord, der undersøger, hvad tingene betyder.

Begivenheder på facebook fik mig til at indse, at ord ikke er harmløse. Ord kan være tveæggede, eller sårende eller spottende. Ord skaber betydning, og det er derfor vi skal være bevidste om dem. Facebook blev mig for intellektuelt, for stikkende.

Jeg fik også af to forskellige mennesker ros for mine ord; at jeg formulerer mig smukt, og at jeg har en dybde i mit sprog. At jeg bruger ordene til at skabe betydning, at undersøge, hvad tingene betyder.

Det er sådan jeg ønsker at bruge mine ord.

De skal lindre, ikke såre. Jeg ønsker at forfine en poesi i mit sprog, som kan komme mennesker til lindring, til gode, til berigelse.

 Jeg ønsker at skabe skønhed.
Ord som kirsebærtræer i blomstring.

Og dog mødte jeg også et dilemma, der har med skismaet mellem erkendelse og erfaring at gøre.

Er der grænse for, hvad ord kan? Ord, især de skrevne, kan mangle krop, stemme, øjenkontakt, nærhed.

Måske er der nogle situationer, hvor vi må acceptere at ord måske kan skabe erkendelse, men kun til en vis grænse. Svar afføder flere spørgsmål. Ord bliver en hindring for den stilhed, der er nødvendig for at leve med vores erfaring. Erkendelse og erfaring er to forskellige ting. Den første har med med intellekt at gøre, den anden med hjerte og krop.

Det kan være nødvendigt at leve med det uafsluttede, det uvisse, det gådefulde, det uforløste. At tage det på sig og bære det som erfaring. Lægge det ned i krukken, forsegle den og gemme den i hjertekammeret.

At lade erfaringen simre, fermentere, destillere. Det er en langsom proces.

Vi må acceptere at forblive uforløste, at det giver os grit, stamina og at det modner os.

Logos er ikke nok.

Eros er nødvendig og skabes gennem erfaring, gennem at lade sjælen styre, gennem fejl og accept at tvetydighed.

I stilhed.