Har du prøvet at være utro – mod dig selv? Har du været tro mod noget, som samtidig betød at du var utro mod dig selv? Har du måtte erkende, at det du var et forkert sted og at det du troede var sandheden for dig, viste sig at være en delikat løgn? Har du oplevet at blive vækket og se tingene på en anden måde?
I disse år oplever jeg at der på et generelt plan er to bevægelser igang; bevægelsen mod det pæne, det perfekte, præstationen. En form for puritanisme. Og det modsatte; en modbevægelse, som slår revner i vores forestillinger om virkeligheden og forstillelser om os selv.
Jeg tror vi skaber myter om virkeligheden og om hvem vi er – ud fra det vi tror vi burde være. Vi er utro mod virkeligheden og mod os selv.
Under det, vi gerne vil se, ligger en strøm af kaos. En strøm af alt det som vi ikke kan definere, forudsige, rationalisere og kontrollere. Og det vækker en grundangst. For når det kommer til stykket, så kan vi ikke undslippe den strøm af rå energi, der vil os noget andet end det vi selv gik og troede var meningen med det hele.
Der sker noget nyt. Noget griber ind. En krise, en kærlighed, en passion, et møde. Vi forandres, vi fejler, vi træder ved siden af. Vi får en fiks idé. En indskydelse, en inspiration. Vi opfører os som om vi er utro mod det, vi hidtil har erklæret troskab – men i virkeligheden er det en bevægelse hen mod at være tro imod os selv.
At blive vækket.
Det gør ondt. For det opfattes som en krise. Som en flænge. Som en diskrepans. Men det kan også være smukt, vidunderligt, sjovt. Paradokset er at det kan være begge dele på samme tid. Smerte og skønhed.
Der er stemmer eller udtryk i os, der fortæller en anden – eller andre – historier om, hvem vi er. Ikke at vi er bedre, eller noget andet, eller at vi skal være mere.
Det er det, at vi ved at lytte til den strøm bliver radikalt os Selv. Kommer til os selv.
Strømmen, energien løber igennem os og virkeligheden, giver stemme og energi til noget andet, uopdaget, ukendt materiale. Noget som vi MÅ lytte til for at erkende og være tro mod os selv – og mod andre.
Der sker dog ofte det at vi lukker af for denne strøm, denne energi, denne blodrøde hvisken i mørket. Af angst forsøger vi at forblive uskyldige, og uberørte. Utro mod denne susende kalden, denne duft, der drager os, denne mørke ulmen i dybet.
Sjælen.