Dengang da jeg var 12-13 år og min far lige var død, havde jeg en dag ikke lavet mine staveord. Da min dansklærer spurgte mig hvorfor og jeg svarede, at det var fordi min far lige var død, lød beskeden prompte, at det ikke var grund til ikke at lave sine staveord!
Ikke megen forståelse at hente der, og ikke megen afvigelse fra den disciplin det er at lave sine staveord blev tilstået mig.
Jeg har tit tænkt over hvilken lektie (!), der kan uddrages af den holdning.
I situationen blev jeg chokeret over den manglende medfølelse. Men måske var det snarere en måde at hjælpe mig. Det skal indrømmes at min dansklærer var en speciel dame af den gamle skole, men jeg kan ikke forestille mig, at hun ikke også havde haft sine sorger i livet, og vidste hvad det vil sige at miste.
Måske gjorde hun mig en tjeneste ved at lære mig at vi er nødt til blive ved med at passe vores ting, selvom vi oplever sorg og selvom det føles overvældende. Der er lektier at lave, skolen at passe, arbejde; livet som det bliver ved med at udfolde sig med hvad det kræver af os.
Jeg er først nu ved at forstå og værdsætte denne lære.
Jeg føler mig ofte overvældet. Ingen søskende, ingen forældre, et forlist ægteskab og forlist kærlighed eller håb om kærlighed.
Følelsen af at være alene, følelsen af sorg kan føles overvældende, og i dag har jeg også mistet en kat. Og jeg har brugt hele dagen på at lede efter hende. Og græde.
Jeg føler sgu ikke at det er retfærdigt, at jeg skal miste noget der giver så stor mening i mit liv og så megen glæde. Det er bare dråben. Jeg synes at det må være NOK nu.
Men jeg kom i tanke om dansklærer. Om at der i morgen er en dag med børn, der skal i skole, arbejde, der skal passes, liv, der skal leves. Og det er vigtigt at at tillade sig at føle sorg, men det er også vigtigt at kunne forsætte, og det er også vigtigt at huske at venskab slægtskab og kærlighed består, og at jeg har mødt en masse medfølelse, venlighed og hjælpsomhed, mens jeg har ledt efter min kat.
Det er det at blive ved trods sorg og modgang, der giver stamina. Og det betyder, fandt jeg ud af “‘tråd, livstråd spundet af skæbneguder”. Det er det, der gør os til dem vi er og i stand til at stå ud af sengen også i morgen.
Det betyder ikke at jeg ikke lige nu er rocker ked af at min kat er løbet væk. Det er jeg.