“Udsat på hjertets bjerge”
Der er nogle dage hvor jeg føler, at jeg er for meget. For sensitiv, for stærk, for underlig, for åben, for sårbar, for klog, for bange. For alt. For meget.
Dybest set ved jeg at det bare handler om i hvilken grad jeg tør række min hånd, mine ord, mit venskab ud til verden.
Men alene det at gøre det, kan virkelig helt uoverskueligt frygteligt. At være mig. At risikere at blive afvist.
Der var en gang én der spurgte mig, hvorfor jeg ville udstille mig? At stille mig ud. Jeg blev meget ked af det spørgsmål. Men det var et godt spørgsmål at få.
Måske er det fordi jeg ønsker at blive modtaget. Måske er det fordi jeg ønsker at give, det jeg har og det jeg kan. Og det kan virke kvalmende frygtindgydende.
Men jeg har besluttet mig for at frygten for at være i verden ikke skal få bugt med mig. Eller med dig. For jeg tænker, at vi alle har det på den måde.
At vi i forskellig grad er bange for, at det vi er og det vi kan tilbyde vil blive afvist. Og at vi derfor holder igen på os selv, i forskellige situationer. Også i de nære relationer, hvor det burde være muligt at turde være åben.
Det er derfor jeg stiller mig ud. Skiller mig ud. Tillader mig at eksponere mig selv i al min sårbarhed – og min styrke.
Måske giver det mod.