Om at sige Ja …

… af de forkerte årsager.

For nylig har jeg oplevet først at sige ja og dernæst nej til nogle projekter og uddannelsesmuligheder. Jeg sagde ja, fordi det lød spændende, fordi det ville være smart at gøre det, fordi jeg er ambitiøs – en achiever – fordi jeg dybest set gerne vil være dygtig, og fordi jeg ønsker anerkendelse.

Der var også nogle gode grunde til at sige ja, fx at udvide min viden, at lære noget nyt.

Og så er der det med dygtigheden. En del af mig, jeg kalder den del Frk. Dygtig – har bragt mig langt fagligt og personligt. Men jeg kan mærke at jeg er ved at vokse fra denne del af mig selv. Frk. Dygtig er egentlig ikke særlig moden, selvom hun godt kan virke sådan. Hun er rigtig god til at lære nye ting tage initiativer og være resultatorienteret, men der er umiskendeligt også noget duks, noget stræber over hende. Hun kan ikke lide at begå fejl, at dumme sig, ikke at have ret, eller træde i spinaten. (Selvom jeg naturligvis gør det hele tiden).

Hun vil gerne ramme plet – hver gang. Kende de rigtige svar, sige de rigtige ting. Hun vil gerne være perfekt.

Og da jeg fik mærket rigtigt efter, kunne jeg mærke at det mest var Frk. Dygtig, der ville disse ting.

Hvis jeg skal ind og have fat i det jeg virkelig gerne vil, og den jeg virkelig er, så skal hun skubbes til side. Nu.

Det skal ikke være Frk. Dygtig, der driver værket mere.

Så jeg sagde nej, og Frk. Dygtig gik i chok.  Og blev lidt bange. Og egentlig er jeg også selv lidt bange og i chok over at Frk. Dygtig kan have så stor magt over mig.

Men det er også okay.

For jeg var tro mod mig selv.