“Det er bare en projektion”
Vi har det med at neglicere oplevelsen af at have lagt vores guld over i en anden. Jeg har tidligere skrevet om vigtigheden af at tage vare på sit eget guld og trække sine projektioner tilbage. Problemet er blot at det kan være en særdeles pinefuld proces at trække tilbage og at give slip. Det er ikke let.
Det er nemmere sagt end gjort, fx at
og
James Hillman skriver om projektionernes paradoksale natur:
But it comes [the triangle of eros] not as an imagery in meditation but through violence and pain and in the shape of actual persons, teaching the psyche by means of the triangle that the imaginal is most actual and the actual symbolic. We say at one and the same time: It’s nonsense, a projection, all in my imagination” and “I can’t go on without the actual you”. (A Blue Fire, Love’s Torturous Enchantments, p. 271)
Ingen kan sige sig fri for at blive ramt.
Der er så meget energi, så meget “psychomagi”, så meget Mening gemt i projektionerne, at det kan være særdeles pinagtigt at se dem i øjnene, at trække dem tilbage og tage ansvaret for at bære guldet selv. Det er forbundet med smerte, vrede, ensomhed og sorg. Afmagten over at skulle give slip. Det føles som at blive brændt.
I nogle tilfælde må vi trække projektionen tilbage fordi vi bliver bevidst om det og vælger det. I andre tilfælde er det nødvendigt, fordi den Anden netop er et selvstændigt menneske, der ikke kan, vil eller skal leve op til vore projektioner. Og i nogle tilfælde må illusionen så at sige a briste, når vi erkender og anerkender det egentlige menneske, der er bærer af projektionen.
Projektionerne som et fængsel.
Der er mange lag gemt i det. Dels er der anerkendelsen af betydningen af den energi vi har lagt ud. det. At det er smukt, at det er varmt, vibrerende og værdifuldt. Men også anerkendelsen af det menneske vi har set som værende så smukt og værdifuldt. Der ligger også en gave i at se det smukke i den Anden, der gør at man bruger de egenskaber i ham/hende som anker for sine følelser.
Det er ikke noget at skamme sig over. Eros er ikke noget at skamme sig over. Men i vores Logos-orienterede samfund har vi det jo ofte med at føle skam over vores følelser; især de pinagtige, pinlige og upassende af dem. Så der ligger en skam forbundet med at det at projicere gode følelser over i et andet menneske og lade sig således fortabe. Derfor vælger vi ofte at devaluere det som blot en projektion, og lade være med at reflektere og blive bevidste og gøre det til vores eget guld. Fordi det gør så skideondt og er så forbandet besværligt.
Tilgivelse og accept er derfor vigtigt. Tilgivelse i forhold til sig selv, accept af at det faktisk sker og kan ske for os alle. Fordi sådan fungerer det for os mennesker. At der er noget smukt og værdifuldt i det. Fordi der ligger en mulighed for både læring og selv-kærlighed gemt i det. Og ikke mindst accepten af det andet menneskes unikhed og skønhed, der netop var det som fik både det bedste og det værste frem i en. Passionens dobbelte flamme.
Conjunctio. I alkymien er målet at opleve sammensmeltningen på det indre plan.
Tilgivelse og taknemmelighed er væsentlige elementer i det med at se sine projektioner i øjnene – og give slip. Taknemmelighed over det guld vi finder i processen. For ikke at sige ydmyghed og håbet om selv at blive tilgivet i det omfang vi sårer andre.
Skammer vi os over vores følelser og devaluerer dem, så devaluerer vi også os selv – vores inderste kerne. Sjælen. Der hvor energien i projektionen dybest set kommer fra og hører hjemme. Vi lukker øjnene for og hjertet for både sårbarheden og skønheden i os selv og andre. Vi lægger os selv, andre og vores fælles, dybeste menneskelighed på is. Dét er en skam.
Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.