Så dér hænger hun, Inanna, på Kødkrogen. Nøgen, død, rådnende. Blottet for Ereshkigals blik. Prisgivet hendes vrede.
Vi hænger der alle fra tid til anden, kvinder såvel som mænd. Nogle gange vil livets nedture sørge for det, nogle gange opfører vi os selv destruktivt – og sørger således for selv at komme til at hænge der i et stykke tid. Vi gør det måske på et indre plan; Vi udsætter os måske for vores egen vrede, vores eget indre dømmende blik.
Vi dør – for at blive levende igen, når forrådnelsesprocessen er overstået og vi genfødes. Gamle ideer og forestillinger går i opløsning og forlader os for at nye perspektiver kan opstå.
Opture afløses af nedture, ekstroversion af introversion, perioder med skaberkraft og ekspansion med eftertænksomhed. Som flod og ebbe, der afløser hinanden i det store kredsløb, sol og skygge, vinter og sommer.
Det er altsammen en del af den store cirkel, som livet udgør (The Great Round), og som de to gudinder tilsammen symboliserer.
Inanna bliver frelst (og hendes mand Dumuzi og hans søster skiftes til at tage hendes plads). Hun dukker op til overfladen (og stjernehimlen) hvor hun hører hjemme. Men i processen hun har indoptaget sin skyggesøsters rå styrke – og hendes blik.
