This is me, I don’t wear a disguise
Jeg føler mig hudløs og hvis nogen rørte mig på en intim måde, ville jeg sandsynligvis begynde at græde. Mandag modtog jeg en fin og meget smuk gestus fra en ven, og det fik mig faktisk til at græde.
I går oplevede jeg et pludseligt sug af længsel, der susede igennem mit hjerte, som var jeg helt åben. Tom.
Jeg lod det ske, uden modstand, men i fuld accept. Og i bevidstheden om at denne åbenhed ikke skulle fyldes op af noget nyt.
I løbet af de sidste 8 måneder er relationer ophørt, strukturer brudt sammen, drømme bristet, broer brændt.
Slørene er faldet. Jeg føler mig nøgen.
Jeg er gået ind i et åbent felt, hvor intet skal ske og alt kan ske.
Nu er der blot tomhed, stilhed, ensomhed, sårbarhed. Og dét får lov til at fylde.
Hver eneste celle i min krop vibrerer i det felt – og min sjæl sitrer af glæde.