Den sidste uge har været i minus. Fuldstændigt minus.
På grund af manglende søvn.
Jeg håber virkelig at vi nu har fået vendt Tristans døgnrytme og er ved at lære ham at det er os der bestemmer, hvornår han skal sove.
Når man mangler søvn fremstår virkeligheden anderledes, surrealistisk.
Jeg kan godt forstå at det at nægte folk søvn kan bruges som torturmiddel. Og så meget desto mere tage afstand fra det. At sove – og drømme – er en så væsentlig del af det at være menneske. Så når vi ikke får lov til at sove, tages menneskeligheden fra os, muligheden for at være et helt, afgrænset menneske, sit jeg , sit Selv.
Kroppen helbreder sig selv, og sindet helbreder sig selv i søvnen.
Uden sammenligning i øvrigt, er det for mit eget vedkommende også dybt frustrerende ikke at kunne huske mine drømme – nu hvor nogle af os fra den gamle drømmegruppe er ved at samles igen.
Men det meste af sidste uge var uden søvn – eller ihvertfald ikke ret meget søvn – og det er først nu vi så småt begynder at komme efter det. Jeg er stadigvæk træt.
du har så evig ret. Det er som at leve i et parallelunivers, hcor ingenting rigtigt hænger sammen og hvor man trænger til nærhed og alligevel ikke magter den. Elias er 14 måneder nu og jeg har i al den tid ikke fået een eneste nats sammenhængende søvn (altså med undtagelse af dem, hvor jeg har været ude at rejse, men der vågnede jeg også hele tiden i ren og skær savn). Svært er det og uudholdeligt. KH