For ganske nylig mistede jeg min mor. Hun havde været temmelig syg i et stykke tid, og på den måde var det ikke uforståeligt eller fuldstændigt meningsløst, og ubegribeligt, at hun nu ikke er hos os mere. Men det gør ikke savnet mindre, eller sorgen. Eller chokket over, at det er sket – lige nu.
De sidste par uger er gået med at tage stilling til alle mulige praktiske ting; såsom bisættelse mm. Så kommer afmelding af telefon, avis, bogklub etc. Så kommer mødet i skifteretten, og oprydningen i hendes hus, især dette bliver slemt, og endelig salg af huset. Jeg kan mærke, at selvom jeg er knyttet til huset, fordi jeg boede der i mine teenageår, fra jeg var 11 til jeg var 19-20 år, må jeg give slip på huset, eller det må give slip på mig.
Alt dette bare for at sige, at disse praktiske ting, overvejelser og tanker, har gjort det muligt at distancere mig lidt fra det hele, at lægge afstand til visheden om, at hun bare ikke er her mere. Jeg tror ikke, at det er sundt at blive ved med at distancere sig med henvisning til det praktiske, men det er da en mulighed for at komme igennem de første uger uden at være fuldstændig ødelagt.
Jeg ved af erfaring at savn og sorg tager tid. Det er ikke noget, man bare kommer sig over. Og der er også en masse tanker og følelser, der skal afklares – tanker og følelser, der ikke nødvendigvis er så nemme og ligetil at forholde sig til. Sådan er det nødvendigvis.
Det er også fint. Jeg har besluttet mig for at gøre alting meget langsomt, eller så langsomt, som det nu er mig muligt i denne periode. Det kan næsten ikke være anderledes, så træt som jeg føler mig.
Det betyder også at jeg har suspenderet alle mine hidtidige mål indtil ihvertfald slutningen af dette år. Jeg har tre optikker: Ro, Fokus og Nærvær – så må alt andet komme som det vil.