For nyligt var der et menneske, der har stået mig nær i lang tid, som kaldte mig “mild”. Hvilket undrede mig. For jeg har meget svært ved at se mig selv som “mild”.
Jeg har tit følt en meget stor vrede i mit liv, både imod mine nære relationer, og ikke mindst en ubønhørlig vrede vendt imod mig selv.
Med min nye livssituation kommer der en opløsning af vreden.
Da jeg var barn var vrede ikke en acceptabel følelse, eller dens udtryk. Jeg har altid haft det svært med vrede. Det var ikke pænt at være vred. Jeg havde voldsomt temperament – som det hed sig – eller også var jeg “hysterisk”.
Vreden (og den underliggende ked af det-hed) blev verbaliseret og kategoriseret, men ikke rummet og accepteret. Vreden blev aldrig balanceret for mig. Og derfor kunne den komme ud på en eksplosiv måde – og det sker stadig for mig.
Mild har jeg aldrig følt mig, selvom jeg i virkeligheden altid har båret hjertet uden på tøjet. Jeg har ikke selv kunnet se min mildhed. Måske fordi jeg ikke har turdet være sårbar.
Jeg er blevet bedre til at udtrykke min vrede på en autentisk, adækvat måde og det giver rum for mildheden, mulighed for at tage den på mig og acceptere den. Ikke for at “please” og være “sød”, men at være mild på en jordfæstet måde. Præcis som med vreden.
De er to modsætninger på en skala, men når de begge er i balance, komplementerer de hinanden. Måske er det endda muligt at være vrede på en mild måde?
Udtrykket “den lyse skygge” beskriver en kreativ eller positiv side, som vi endnu ikke har kastet lys over. Måske er mildheden en lys skygge i mig.
Hvad er din lyse skygge?