Det kan virke syret åbent at vedkende sig at man interesserer sig for magi.
Men magi er ikke “bare” trylleri og det er ikke – i hvert fald ikke i min optik – en barnagtig og egoistisk tro på at man kan få det man ønsker sig så længe man bare er optimistisk (nok). Koncepter som fx the Secret er jeg ikke tilhænger af.
Jeg tror at spørgsmålet om ego og egoisme har en del at sige i forhold til magi, således som jeg vælger at anskue det. Også selvom det er sandt at den moderne tids største (mest berømte og berygtede) magiker Aleister Crowley havde et temmelig stort – for ikke at sige enormt – ego. Men det havde Picasso efter sigende også.
Faktisk tror jeg at magi handler mere om energi (libido i bred forstand) og kanalisering af energi, og det, at stille sig selv til rådighed som en sådan kanal. At lade sit ego træde til side, mens kanaliseringen finder sted. Faktisk skal man have et stærkt ego for at kunne tåle at være en sådan kanal – uden at blive helt bims.
Og det er egentlig ikke så hokus pokus agtigt, det med den kanalisering – faktisk kender vi den alle – nu om stunder hedder det “flow” eller at være “in the zone”. Det sker når vi udøver kunst, når vi danser, ser en spændende film, elsker og når vi kommer ind under huden på vores arbejde – vores Opus.
Det er hengivelse, passion og kærlighed – og det at glemme sig selv og stille sig til rådighed for noget større.
Magi er kærlighed.