“Love is the Law. Love under Will”
Dette er et citat af Aleister Crowley. Og det forekommer at være ret kryptisk. Hvad betyder det?
Kærlighed – Eros, libido, livsenergi – gennemsyrer alt. Det er universets – spirituelle – lov. Den flyder igennem os og omkring os og ikke mindst mellem os. Den gennemsyrer alt og det er det, som skaber os, forandrer os, forvandler os.
Den er som en flod, en flydende strøm, tilfældig og kaotisk. Derfor afbildes Eros med bind for øjnene. Det forekommer tilfældigt, hvor hvor pilen rammer, hvor energien slår ned.
Lovers fra Aleister Crowleys Thoth Tarot
Men denne energi kan fokuseres. Det er ikke så meget et spørgsmål om at underkaste den en vilje men at give den intention eller en retning. At tilføje den en bevidsthed, at være en kanal for den og at bruge den til at skabe med. Hvad enten vi taler kunst, viden eller relationer. Det er det magi går ud på.
Igen er det væsentligt at skelne mellem Ego og Selv. At bruge den af egoistiske årsager og at underkaste den egoets vilje er at manipulere – jeg er faktisk ikke sikker på at det er muligt. Måske er det farligt. Hvis vi forsøger at manipulere denne “strøm” og bruger den af egoistiske grunde, brænder vi sammen. Egoet skal være denne energis kanal, ikke dens hersker.
At få den til at flyde med den Intention eller Telos der ligger i Selvet, betyder at vi kommer i kontakt Eros, med energien i universet, og at vi bliver dens tjenere, dens udtrykskilder, på hver vores individuelle måde. At vi selv udtrykker Loven; nemlig Kærlighed.
Aleister Crowley sagde også:
“Do what thou wilt shall be the whole of the Law.”
Vores vilje flyder sammen med universets. Alt bliver flow, alt bliver dans.
PS: Forleden nat efter at have grundet over betydningen af citatet, havde jeg drøm – hvori der faktisk indgik en dans – og fra hvilken jeg vågnede og følte glæde over at jeg forstod hvad citatet betyder. Det er ikke det jeg har skrevet her. Det er blot en svag skygge af min indsigt den nat.