Jeg laver ingenting. Det vil sige, jeg venter på at Tristan skal sove. Beundrer det svovlgule aftenlys mod den mørkegrå himmel, og i ét nu er himlen bare aftengrå og solen er gået ned bag Vesterbros huse.
Jeg tænker på emner som jeg kan skrive om, bøger som jeg gerne vil læse, og det oplæg jeg skal øve når Tristan sover. Lige nu ligger han og tæller og synger lille peter edderkop. Utrolig så meget energi han har, det lille væsen.
Jeg tænker på tiden, der snubler så ubønhørligt afsted. I dag talte jeg i telefon med min veninde, som jeg kun har set ganske få gange i år. Hvorfor spørger jeg mig selv. Fordi hverdagens trummerum bare tager tiden, dag efter dag, uge efter uge, og så lige pludselig er der gået et helt år.
Hverdagen er fin. Men nogle gange får vasketøj, indkøb, sove, arbejde og det næste punkt på agendaen os til at glemme – tror jeg – at det ér livet, og sætte mere pris på hvert enkelt øjeblik. På nuet. På stilheden i mellem tiden.
Det er vigtigt at skabe pauser, at tage en time out, at gå en lille tur, eller blot tage sig tid tid til ro mellem to punkter. Fx stjal jeg mig i dag lige tid til en kop kaffe ved køkkenbordet mellem arbejde og børneafhentning. Det gjorde at jeg lige fandt mig selv og havde overskud til ulvetimen.