Længsel

Just take this longing from my tongue,
all the useless things my hands have done,
let me see your beauty broken down,
like you would do for one you love.

Jeg dør af længsel mindst en gang om dagen. Jeg disintegrerer og bliver sat sammen igen, til en krakeleret helhed.

Efter hvad? Er det en erotisk længsel, en længsel efter ord, en længsel efter andre steder, andre himmelstrøg – efter at turde mere – fx med mine ord.

At indrømme min længsel. Er det ikke at blotte for meget? For inderligt?

Er det ikke bedre eller mere rationelt at være tilfreds, at elske det som er? Jo, og jeg elsker det som er. Jeg værdsætter mit liv, og alt det som er i mit liv. Det sure med det søde.

Og jeg elsker min længsel.

Fordi den driver mig, min bevidsthed, videre, og måske tvinger den mig netop til at turde mere med mine ord. Og acceptere den sult, acceptere det kaos  som ligger og smerter lige under overfladen.

Ser du, jeg bilder mig ind at det ikke kun er mig, der har det på den måde, og at længslen er et sår, som vi alle har. Men det er ikke noget vi går og taler om; vi indrømmer ikke så gerne vores sult, for det hele skal være perfekt?

Længslen er et hul, en mangel. Derfor skammer vi os, og dækker os ind, forsøger at skjule hullet, med penge, med selvudvikling, med alkohol, med beroligende medicin, med fart, med sukker, med disciplinering af kroppen.

Jeg foretrækker at kalde det længsel, ikke sult. Fordi at længsel er et smukkere og mere poetisk ord. Se blot Cohens tekst ovenfor.

Længsel. Måske er ideen med længsel, at vi ikke skal lappe hullet, men lade blodet flyde igennem det, og mærke det og lade det gøre os mere sårbare og lydhøre overfor os selv og hinanden.

Mellem os og det udefinerbare “objekt” vi længes efter er der et spændingsfelt, der har en enorm kraft. Fordi det er her vi skaber betydning, erotisk og kunstnerisk og eksistentiel betydning. Mening. Hvis vi kan udholde smerten og spændingen ved at være i det felt, i stedet for at forfalde til en af to poler; at give efter eller at negligere længslen. Begge dele gør os bevidstløse – på forskellige måder.

At være i feltet af is og ild er det, der gør os til mennesker.

Det er ikke et spørgsmål om afholdenhed, eller et opråb om puritanisme – jeg er ikke puritaner – snarere hedning.

Men det er et spørgsmål om at turde mærke dybet, suget, faldet.