La Femme Fatale

“Where love rules, there is no will to power, and where power predominates, love is lacking. The one is the shadow of the other.” Jung

Noget brænder i den hvide ild. Ulvens trang til dominans, dens begær, dens grådighed, dens instinkt.

Slør vil falde i flammerne og flyve bort i luften som hvid aske.

Et af disse – røde – slør tilhører La Femme Fatale.

Hvem er hun?

På sin vis jomfruens antitese; “Den onde søster”.

I en anden forstand et udtryk for splittelsen i kulturen mellem luderen og madonnaen, som både mænd og kvinder lider under i et evigt spil, et evigt spind af attituder, masker.

I manden et niveau af anima, som projiceres over på kvinder, der således kommer til at fremstå i hans optik som flirtende, forførende og forræderiske. I kvinden en måde at gebærde sig i forhold til mænd, der mere handler om at fange og fængsle mandens opmærksomhed, hans eros.  I begge tilfælde en forhindring for ægte og dyb relation, og det er det Jungs citat handler om. Hvis et magtkompleks råder, kan ægte kærlighed – eros – ikke slå rod.

*

Figuren har altid været kendt. Fx Lilith, Salomé, der dansede sig Johannes Døberens hoved på et fad, er eksempler på hende. Og Eva, der overtalte Adam til at tage en bid af æblet og dermed ledte ham i den yderste fortabelse. Delilah, der klippede Samsons hår af. I mytologien har vi troldkvinden Kirke og de syngende sirener i Odysseen. I kunsten var Femme Fatale figuren fremherskende omkring forrige århundredeskifte, i den periode, der kaldes Fin de Siecle, og senere i Film Noir-genren. Hun synes at indvarsle et skift i tiderne, en hvirvelvind i den kollektive psyke.

*

Det mest berømte eksempel i litteraturen er Keats digt La Belle Dame Sans Merci;

“I met a lady in the meads,
Full beautiful, a fairy’s child;
Her hair was long, her foot was light,
And her eyes were wild”

Hun forfører ridderen med sine kys og fører ham i den sidste søvn med den sidste drøm. Hun er en elverkvinde, hul – men smuk, vild og farlig. Som et aspekt af den mandlige psyke, kan hun repræsentere den forræderiske onde, indre heks – der opsluger ham – man eateren – som han må tage et indre opgør med for ikke evigt at se hende i Kvinden.

*

I sit positive aspekt er La Femme Fatale komples, stærk, smuk og klog. Hun udfordrer og udforsker de herskende grænser Og formår manden at blive ven med hende i det indre, sin indre bitch, vil han have en stærk feminitet i sig, som gør det muligt at relatere til kvinder på et dybere plan. Han bliver stærkere i sin maskulinitet. Og måske transformeres hun i hans psyke – til Sophia – som er syntesen af luderen og madonnaen.

En heling af splittelsen for både mænd og kvinder. Den kvindelige visdom – et aspekt af Gud.

*

Når man ofrer noget må man nødvendigvis ære det.

Så når sløret falder og bliver til aske – når jeg oplever at Femme Fatale-attituden i min psyke falder bort, og ikke længere er et nødvendigt lag i min persona. Når jeg helhjertet kan hengive mig til Jomfruen – og hele splittelsen i mig selv.  Må jeg elske og anerkende hende for det hun hjalp mig med; at bære min Eros. At stå ved min sensualitet.

Hun har tjent mig godt – ikke blot som forføreske, men som bærer af ild. Som styrke. Og ja, hun har også været sulten, grådig, krævende sin ret. Men nu må hun på bålet, og flammen må skærmes i det indre.

Hun har lært mig at ære, bære den og være den.