Kroppen

Ja. Kroppen er indgangen. Indgangen til sjælen, og indgangen til Eros.

For en introvert person med intuition som første funktion, følelse som anden funktion og en særdeles veludviklet tænkefunktion som tredje funktion, er det noget jeg “ved” – med mit bevidsthed. Men det er desværre ikke noget jeg har været særligt god til at anerkende eller erfare i praksis – med kroppen. Hele min sansefunktion – den fjerde – er ifølge Jungs typologi ubevidst, og dermed er det ikke noget jeg har været særlig god til at “dyrke”.

Som intuitiv har jeg haft det svært med med kroppen. Til tider har jeg negliceret kroppens egentlige behov. Det kan resultere i at jeg glemmer at lytte til min krop; at spise (sundt), at jeg ikke kan sove på grund af tankemylder, jeg undlader at bruge kroppen hensigtsmæssigt og at lytte til kroppens symptomer. Jeg har opfattet kroppen som inferiør, mindre værd – ja, helt ærligt!

Jeg har oplevet en form for opvågnen, en bevidstgørelse af den hidtil skyggelagte fjerde funktion, der nu er ved at komme til udtryk. Blandt andet som en anerkendelse af min krop og den skønhed, jeg udtrykker.

Det er så min personlige beretning, der dels har sin oprindelse i den måde, jeg personlig er indrettet på, dels min opdragelse og uddannelse. Men der er også et split i hele vores samfund og vores kultur mellem bevidsthed og krop, som gør sig gældende. og som er en af grundene til at jeg nu advokerer for sjæl, krop og eros – ikke i modsætning til – men som komplement til ånd, bevidsthed og logos, som er de bærende værdier og ambitioner i vores kultur.

Vel er der en masse kropsdyrkelse i disse år. Men jeg spørger mig selv, om det bunder i en anerkendelse af kroppen for dens egen skyld, eller om det i nogle tilfælde ikke i lige så høj grad er et spørgsmål om at vise selvdisciplin, at lade bevidsthed og vilje bestemme over kroppen; et spørgsmål om at udvise kontrol og selvkontrol? Sådan at dichotomien mellem krop og bevidsthed forbliver intakt. Vel er der intet galt i at dyrke fx fitness, løb og styrketræning – men det er ikke ringe at stille sig selv det spørgsmål; hvorfor man gør det? Dybest set? Nogle gange tænker jeg på om ikke også meditations- og mindfulnesbølgen til en vis grad også udtrykker en ambition om en sådan kontrol?

Vi har det med at beskrive de ting der har med kroppen at gøre som “nede” og de ting, der har med bevidstheden at gøre som “oppe”. Som om der både er en værdisættelse og en vertikalitet inde i billedet. Hvilket der er, set i perspektivet af den vestlige kulturs åndshistorie. Men måske er denne dichotomi falsk og vertikaliteten en illusion?

Til tider møder jeg et menneske, der er sin krop på en unik måde. Et menneske, der udtrykker bevidsthed gennem kroppen, fx gennem dans, eller musik, eller sport. Hvor krop og bevidsthed smeltes sammen i udtrykket, i væren. Sådanne mennesker synes at udslette dichotomien, og de bliver levende symboler på sammensmeltning af modsætninger og på helhed. Nogle mennesker et simpelthen fantastiske til at være deres krop, og naturligvis bunder det også i disciplin – men det er som om at sådanne mennesker i den grad er deres krop – fremfor at have den* – at de ikke oplever det som en forskel, men at de simpelthen er instrumentet – stemt i den rette tone.

For et et menneske, der er kreativt med ord er det fascinerende. Tilsyneladende er der en form for distance i denne form for kreativitet, som ikke findes i et kropsligt udtryk?

Heldigvis har vi ikke alle de samme talenter eller; vi har adgang til at bruge forskellige udtryk. Jeg tror nu at vi alle – inklusive jeg selv – kan få udbytte af at give slip på dichotomien mellem krop, sjæl, eros og bevidsthed, ånd, logos. Blive os Selv mere. Ved at være selve kroppen – istedet for at have den, disciplinere den og kontrollere den.

*Faktisk kan man også sige at vi ikke har en sjæl – men at vi er en sjæl – men dén diskussion må vente til et senere indlæg.