Stilheden er havets
brusende susen.
Jeg er nu en konkylie.
Jeg hører en brusende susen i mit venstre øre. Jeg har fået tinnitus som følge af medfødt arveligt høretab. Det betyder dels, at jeg faktisk ikke hører så godt, som jeg troede, dels at jeg altså har denne susende lyd i mit øre, mest det venstre, men også tiltider det højre, og nogle gange diffust – “inde i hovedet”.
Det værste er tabet af stilhed.
Det kommer nok til at tage et stykke tid for mig at acceptere, at stilheden nu er en brusen. Men samtidig må jeg vænne mig til at denne lyd nu er en del af mig selv, og at der trods alt – og heldigvis – ikke er tale om en hyletone.
Men lyden bliver skarpere og mere markant når jeg er træt eller stresset. Derfor må jeg arbejde på indre ro. Kan jeg ikke få stilhed, må jeg forsøge at finde og skabe ro i mig selv, i sindet.
Jeg har før skrevet om ro som en værdi eller et fokuspunkt. Og jeg må også erkende, at mit temperament ofte forhindrer mig i at finde den ro, men nu kan jeg se at det er virkeligt nødvendigt for mig at finde en indre ro, der gør mig i stand til at forholde mig til denne summen. Jeg må simpelthen finde roen inde i mig selv, i sindet og i kroppen, i stedet for i det ydre. Og det er faktisk en udfordring.
Denne konkylie ser nu ikke rolig ud –
snarere lidt vild – og temperamentsfuld …
Det er så her metaforer og symboler kommer mig til hjælp. Selvom rejsen mod indre ro og krop/sind balance er intuitiv og ordløs, så det at bruge sproget, og se mig selv som en konkylie, og at skrive et digt, giver en lindring og accept.