Jomfru

“Touched for the very first time”

I filmen Reservoir Dogs diskuterer gangsterne, hvad der ligger i Madonnas sang Like a Virgin. Deres antagelse er, at manden boller hende så voldsomt, at det gør ondt på hende som da hun havde sex første gang.

Det falder dem ikke ind, at det kunne handle om at berøring kan føles som om man aldrig er blevet rørt før.

*

I den almindelige opfattelse er en jomfru en pige eller kvinde, som ikke har haft sex endnu. Som er uberørt. Som er ren og uskyldig. Men hvis vi graver ned i symbolikken omkring Jomfruen viser der sig et andet billede.

Jomfruen er en kompleks figur.

På latin hedder jomfruen Virgo hvilket betyder ugift kvinde eller pige. Først senere kommer konnotationerne til seksuel uberørthed. Det græske parthenos og det hebræiske almah som begge i bibelen oversættes til jomfru, betød begge slet og ret ugift.

 Diana/Artemis

I den græske mytologi er gudinder som Artemis, Athene og Hestia ”jomfruer”, og det, som ligger i disse figurer er ikke så meget deres seksuelle uberørthed, som deres uafhængighed af mænd. Da Artemis opdager, at den unge jæger Acteon har set hende bade nøgen forvandler hun ham til en kronhjort. Nu, uigenkendelig, bliver han dræbt af sine egne hunde.

Selve synet af den nøgne gudinde er en overtrædelse af grænsen, er en besudling af den hellige jomfruelighed, og dermed strafbart til døden. Det er ikke en seksuel grænse, der er overskredet, men et helligt tabu.

*

Det problematiske ved opfattelsen af jomfruen som den seksuelt uberørte er, at nogle af de store jomfrugudinder som Artemis fra Efesos og Atargatis var skøger, hvis templer blev betjent af prostituerede, der trådte i gudindens sted (den oprindelige betydning af ordet prostitueret betyder stedfortræder for gudinden). Således havde mændene hellig sex med Gudinden i tempelskøgens skikkelse.

Artemis fra Efesos med de mange bryster

Den prostituerede er således identisk med den mytiske, hellige jomfru, et arketypisk billede på den fri kvinde, der i første omgang er viet, ikke til en mand, men til Selvet. Og det jomfruelige betyder ikke kyskhed i traditionel forstand, hvor seksualiteten underordnes (det maskuline, patriarkalske samfunds) normer og traditioner, men hvor seksualiteten hviler i sig selv og lyder Selvets normer.

Kyskhed betyder i denne forstand ikke seksuel uberørthed, men slet og ret uberørthed. At være uberørt eller i sig hvilende. Selv-beroende.

*

Jomfruen er således kysk og erotisk på én og samme tid. Og netop i det oprindelige billede forenes disse to tilsyneladende modsætninger. Spørgsmålet er, hvad der er sket med Jomfruen, den Hellige Skøge siden?

For tilsyneladende er der sket et split i mellem Kyskhed og Eros, mellem Madonna og Luder, mellem rent og urent siden templerne blev jævnet med jorden og æbletræerne fældet i Babylon. Det er sket med stor skade for såvel den maskuline som den feminine psyke, som både levende mænd og kvinder lider under den dag i dag. Og det er netop splittelsen i Det Feminine mellem Luder og Madonna, og i den kollektive psyke mellem krop og sjæl, materie og ånd, eros og logos etc.

*

Jeg hører ofte det udsagn, især fra mænd, at sex og kærlighed er to forskellige ting, men jeg tror ikke på det. Jeg tror, at en af vores kulturs store tragedier er at vi har adskilt disse to ting. Dermed ikke sagt, at sex kun skal finde sted i ægteskabet eller parforholdet, det må være op til hin enkelte at afgøre, hvordan man vil leve. Men jeg tror (det er min egen erfaring) at det er umuligt at adskille disse to ting, og at vores sjæl tager skade, når vi gør det. En tidligere prostitueret skriver i Politiken, at ”når kvinder begynder at skille sex og kærlighed fra hinanden, ødelægger de deres sexliv for bestandigt – for lige så nemt det er at skille dem, lige så svært er det at sætte de to nævnere sammen igen”.

Så det er ikke et moralsk udsagn om levemåde, jeg her fremsætter, men den tanke at vi har tage det hellige ud af det seksuelle. At det er blevet profaneret og bliver profaneret i den udstrækning vi tager kærligheden ud af det.

Jeg tror at den store søgen mod tantra i disse år handler om at mennesker, hvad enten de er alene eller sammen, ønsker at indføre det hellige i det seksuelle igen. De ønsker og dette er et kollektivt ønske, at hele splittelsen, og at hjælpe Gudinden med at blive hel igen; ikke at være enten Skøge eller Jomfru, Luder eller Madonna – men at integrere begge dele i hende. Og det er en Søgen hos både mænd og kvinder, fordi mænd også ønsker at hele deres indre feminine for at blive helere og mere maskuline mænd. Paradokset er nemlig at jo helere en mands feminitet er i det indre, jo mere hvilende i sin maskulinitet bliver han, eller har han mulighed for at blive.

*

Pornografien er et kulturelt-maskuline blik på det seksuelle, hvor denne reduceres til funktion og den (ofte) kvindelige krop reduceres til begærsobjekt, hvis mål det er at forløse mandens begær. Kvindens lyst og orgasme validerer mandens evne til at tilfredstille kvinden. Den er, i den udstrækning til for hans skyld. Sexisme, seksuelt misbrug, deling af intime billeder blandt unge, voldtægt etc. er dette ført ud i det absurde. Det betyder ikke, at jeg mener, at pornografi fører til voldtægt og overgreb, men det er alt sammen udtryk for det samme; en krænkelse af kroppen som noget i sig selv helligt, et tempel for Eros, en hellig beholder for sjælen, et subjektivt omdrejningspunkt for lyst, som man selv kan vælge at dele eller lade være.

Kroppen som den alkymistiske kolbe

Vi har mistet synet på kroppen som udtryk for sjæl og vi har mistet synet på det seksuelle som noget helligt. Enten skal det til stadighed defineres og kontrolleres gennem skam i patriarkalske systemer – og her er det ofte den kvindelige seksualitet, der begrænses – eller også bliver det en vare, et objekt. Det gælder såvel det seksuelle som kroppen.

*

Der findes en hellighed i det erotiske. Det paradoksale er at vi for at værne om det erotiske kan være nødt til at afstå fra det. Vi kan vælge at give det som en smuk og hellig gave – eller undlade.

Jomfruen viser os vejen tilbage til templet, til seksualiteten som noget helligt, som et mysterium tremendum et fascinosum, som den alkymiske bryllup, som conjunctio. Både i mødet med den Anden i det ydre, og i mødet med den Anden i det indre.

Den Hvide Dronning før brylluppet (?)

Jomfruen er kompleks fordi hun peger på lyset og på mørket i det hellige seksuelle, hun peger på friheden i afståelsen og på forbundetheden i hengivelsen, hun fortæller os at vi for at blive hele også må under jorden til Hades, som Kore måtte, for at blive Persefone. Vi må have både lyset, og mørket, livet og døden i os, som paradokset.

Især dette paradoks mellem kyskhed og eros er det svært at udholde – det er derfor vi i vores kultur er splittede; vi magter ikke paradokset.

Den paradoksale Sorte Madonna

*

Jomfruen som symbolsk arketypisk energi har lært mig at udholde paradokset i min egen natur, splittelsen mellem kyskhed og Eros, hun har lært mig at være sensuel samtidig med at jeg ærer og nærer min erotiske flamme – og værner om den.

Hun har lært mig at elske mig selv.

Og hun har lært mig at berøringer kan være så intenst brændende  i deres styrke, renhed og sensualitet, at jeg som kvinde føler mig som en jomfru igen.