Jeg savner dig

Tidlig morgen. Regn. Kaffe. Jazz. Morgenritualer.

Igen sneg daggryet sig ind på mig. I mørket kunne jeg observere striberne fra billygter, der flød hen under loftet i mit værelse.

Daggryet kom med savn.

I modsætning til neediness, der hidrører en mangel i én selv, og er forbundet med smerte, og længsel, der er diffus – er savn konkret, og mere rent og ærligt. Det handler om den person, jeg specifikt savner.

Dig.

Omstændighederne i mit liv kan være forskellige; gode, dårlige, jeg kan være glad eller jeg kan være ked, det kan være regnvejr eller solskin. Savnet handler ikke om, hvordan jeg har det, men om dig, dig som jeg savner i de grå morgentimer.

Den måde, du taler, ler eller gestulerer på, det jeg ville sige til dig, hvis jeg kunne. De steder vi har været eller har talt om tage hen. Emner vi talte om, og emner vi ikke talte om. Eller stilhed. Berøringer, blikke. Kys. Sol i en have.

Det, der var og kunne have været.

Savnet efterlader ikke et hul i mig. Jeg er hel.  Men savnet er her, og det er fint. For uden det, ville jeg ikke være hel.

Alt er som det skal være. Der er blot een ting at gøre.

“Accept loss forever” (Jack Kerouac)