Jeg har brug for at der er nogle der holder øje med mig

Jeg tror sgu jeg bli’r her endnu i nat

I dag er jeg trist. Jeg sidder i vindueskarmen og ser ned på gaden. Der er gråt og trist og vådt og koldt.  Jeg tror ikke, at jeg før har følt et sådant lavpunkt. En virkelig følelse af at være alene i verden, forældreløs, så skide splintrende sårbar midt i al styrken og stråleglansen, som jeg også viser. Jeg har tudet hele dagen, jeg er træt og hudløs.

Jeg tænker at der er egentligt kun er et vinduesglas mellem mig og det frie fald. Men jeg har det som i sangen. Jeg bliver her i nat, og i morgen vender det. Jeg skulle herned på bunden. Og jeg er for stædig til at give op.

Jeg ved at jeg ikke er alene. Jeg venter på at en veninde kommer. Jeg har bedt hende om at være min mor i aften. Jeg ved at det kan virke mærkeligt, og det er første gang jeg nogensinde har bedt hende om det. Men hun tøvede ikke, og det vidste jeg at hun ikke ville. Jeg ved at der er nogle der holder øje med mig, som læser mig, mig ikke blot min blog. (Og jeg ved også at der er personer der læser den og kommer og fortæller at det giver mening, det jeg skriver. Og det er virkelig vigtigt at få at vide.)

Men i dag føles det ikke som om at jeg eller noget giver mening. Og så er det at jeg har brug for at nogle holder øje med mig. Og dybt i mig selv ved jeg også at når jeg vender tilbage herfra, så vil den følelse give mig mulighed for at være der for andre, når intet giver mening for dem. Jeg beder til at jeg har styrken til at hjælpe. Eller bare være med dem i det.

Jeg lader mig glide ned ad vindueskarmen, ned i sengen. Vi har alle sådanne dage. Hvor vi har brug for at blive holdt øje med. Jeg ved at der er nogle der holder øje med mig.

Hold øje med hinanden.