Billedet
To mennesker kæmper sig igennem sneen og mørket. Den ene med krykker og et brækket ben, den anden iført utilstrækkelige klæder og nøgne fødder. Det ser ud som om at de går langs en kirke, eller et rigt hus. Måske er de blevet udelukket, fra at komme ind i lyset og varmen, i læ fra kulden. Måske ønsker de det ikke, måske er de netop på vej hen mod døren, som vi ikke kan se på billedet.
De går blot ved siden af hinanden. Måske følges de – måske ikke. Måske magter de af ren og skær udmattelse ikke at gøre andet end bare at gå der. De synes at være isolerede fra fællesskabet indendøre – måske er de også isoleret fra hinanden?
Element/nummer
Fem’erne står her for disintegration. Her i betydningen isolation, udelukkelse. I forhold til materiel velstand, social sikkerhed og rigdom. De er fattige. Måske er de også fattige i ånden, hvis den bygning de går forbi er en kirke. En anden mulighed er at de selv har valgt ikke at være en del af et dogmatisk fællesskab af religiøse eller ideologiske årsager, og derfor må betale prisen, socialt og materielt.
Den største udfordring i dette billede er disse menneskers indbyrdes forhold. De er ikke en del af nogen helhed, ej heller det fællesskab de kunne have sammen. Muligheden og chancen for overlevelse ligger i at de ser hinanden, hjælper hinanden og giver hinanden varme, empati – og næstekærlighed. Uanset hvor ilde stedt man er, er det altid en mulighed, et eksistentielt valg.
Divinatorisk betydning
Isolation, ensomhed, fattigdom, udstødelse, afvisning, kulde, krise.
Smuk tolkning, men hvad vil DU med historien?
Fortælle at det vigtigste er at række ud – uanset situationen – men jeg spekulerer på hvordan det (jeg) ville være i en konkret situation – som fx den i Japan lige nu.
Empati er vel lige så integreret en del af det at være menneske som at kæmpe for sin ret – men måske ligger det sidste som en mere basal del (af vores hjerner) og vil derfor vinde i en krise situation?
Jeg er helt enig i, at det er vigtigt, at række ud! Håbe på, at man overskuddet selv. Vide, at sammen har man større chance end alene. Vide, at mennesket ikke er skabt til at være alene.
Tror jeg.
Mht at hjælp Japan. Vi, som enkeltstående individ, kan endnu ikke gøre meget. Det må samfundet gøre. Det kunne vi så måske nok, men det kræver, at vi sætter vort eget liv (der hvor vi er nu) på stand by. Det vil sige, at du skal forlade mand og børn og job. Ville du det?
På den ene side vil jeg gerne, men jeg er også (!) tryghedsnarkoman, og vil have en form for sikkerhed.
Derfor kan jeg så godt have empati for dem, der udsat. I Japan, Haiti eller hvor det nu er.
Hm det er ikke fordi jeg er ved at smide alt hvad jeg har i hænderne – jeg tænker på, hvordan jeg ville agere i en lignende situation, som den de står i i Japan. Ville jeg være så nobel som jeg håber – eller ville jeg tænke på min egen og familiens overlevelser før alt andet. Ville jeg tænke med krybdyrhjernen, og smide al menneskelighed over bord?