I går aftes så jeg et indslag på TV2 Nyhederne om, at man nu som følge af klimaændringerne og for første gang i 125.000 år (dvs. nogensinde i menneskehedens historie!) kan sejle gennem hhv. Nordvest- og Nordøstpassagen. Dvs. rundt om Nordpolen, fordi isen nu er smeltet og der er åbent hav. Det giver naturligvis nogle muligheder af bl.a. kommerciel art. Det blev præsenteret som noget fascinerende, ja, ligefrem noget godt, mens jeg synes det er meget skræmmende. I forbifarten blev det dog også nævnt, at det ikke er så godt for isbjørnene, der helst jager på isen …?
Hvad kan jeg gøre ved det?
Faktisk ingenting. Jeg kan overveje, hvordan jeg anvender energi her på kloden. Huske at slukke lyset, etc. Men det er blot en dråbe i havet. Det jeg vil gøre – for alligevel ikke at føle den totale afmagt – er at tilmelde mig et af Verdensnaturfondens støtteprogrammer.
Det er muligt at det bare er en form for afmagtsaflad – men det er da noget – i forhold til ikke at gøre eller tænke noget.
Jeg kender godt følesen af afmagt over for den slags. I vores hjem sorterer vi vores afald og sparer på strømmen men man føler ikke rigtig det batter noget i det store hele – men det hjælper lidt på det at jeg arbejder med vind møller