Billedet
En skikkelse med ryggen vendt ud mod beskueren synes forblændet af syv fyldte bægre, der kommer til syne fra skyerne.
Element/nummer
Syv står for inspiration, ideer, muligheder, visioner, fantasi – og måske er det især de to sidste, der er væsentligt i dette kort. Sammen med bægrenes vandenergi kan dette udmøntes i flertydighed, flygtighed eller uhåndgribelighed.
Denne person er tydeligvis inspireret af visioner eller fantasier om rigdom, lykke, berømmelse eller eventyr. Der er intet galt med inspiration eller visioner, men selve billedets opbygning tyder på, at det måske mere handler om illusion eller ønsketænkning end om hvordan tingene reelt er. Måske er der en fare for at miste jordforbindelsen, og lade sig forføre af ønsketænkning?
Det interessante er, at mens den første række af bægre byder på eventyr, rigdom og berømmelse, tilbyder den sidste måske snarere det som livet egentlig handler om på et dybere plan; slangens visdom, selvet bag masken og mysteriet bag klædet.
Kortet kan få os til spørge og selv, hvad vi egentlig ønsker os og af hvilke grunde? Hvad er vores sande værdier? Hvad er det værd at stræbe efter?
Divinatorisk betydning
Illusion, forførelse, ønsketænkning, værdier, røgslør, visioner, fantasier.