Ikke

Isn’t it ironic

Der er visse ting omkring ordet “ikke” og ultimative udmeldninger, der er vagt foruroligende. Eller faktisk meget foruroligende. På et tidspunkt sagde en psykolog til mig at det ubevidste ikke forstår ordet “ikke”. Det overhører det fuldstændigt.

Så når vi fx siger:

“Jeg vil ikke drikke”
“Jeg vil ikke spise chokolade”
“Jeg vil ikke lyve”
“Jeg vil ikke flirte”
“Jeg vil ikke  …”
Etc.

Er der en god grund til at være på vagt. Omstændighederne har det med at rotte sig sammen og bringe os i situationer, hvor vi gør det alligevel, eller som vi kan vælge at udtrykke det “Jeg kom til det”.

Men i det at være bevidst er der ikke noget “Jeg kom til det”.

Og i de ultimative udmeldninger er der ofte en skygge gemt, der spiller os et puds. Skyggefiguren er en trickster, der laver ballade. Nå vi kommer med ultimative udmeldinger eller siger ordene “jeg vil ikke” vil der som regel være en skyggefigur,  der står og ler bag vores ryg. Skyggen har andre planer end jeg’et. Som Loke i den nordiske mytologi, der har sine egne dagsordner, og ifører sig forklædning for at føre dem ud i livet.

Skyggen tvinger os gennem ubevidste og uovervejede handlinger, mærkelige situationer, samt gennem projektioner -“Jeg er ihvertfald ikke som hende” – at blive bevidste om alt det vi ikke vil, ikke vil være eller ikke vil identificere os med.

Skyggen er en agent for Selvet, og opererer ved at konfrontere os i det ydre. Som Jung sagde:

Whatever is rejected from the self,
appears in the world as an event.

Netop fordi vi forkaster psykisk materiale igennem ordet “ikke”, eller det ultimative udsagn, der bliver smidt ud, hvor vi ikke kan se med vores bevidsthed, vil det ofte optræde som noget udefrakommende, som noget der sker for os.

Formålet er at skabe balance og helhed i psyken.Og nogle gange sker det på den hårde måde. Og nogle gange er det pudsigt, komisk og lærerigt. Ironisk.