Hvad gør vi, når den sidste stjerne er død?
I går aftes, kort tid før jeg skulle sove, læste jeg en novelle af Isaac Asimov, der hedder The last question.
“Det sidste spørgsmål” var sådan set det ovenstående, i forskellig form, stillet af mennesker til forskellige tider, til en kæmpecomputer, der efterhånden overtager styringen af universet. Menneskeheden for sin del koloniserer universet, men udvikler sig også gradvist på en måde, jeg ikke vil røbe her, men som er mægtig interessant.
Problemet er blot – Hvad gør vi, når vi har brugt al energien i universet til at ekspandere med? Hvad gør vi når den sidste stjerne er død? Her virker det lidt fjollet at skrive “vi” – af indlysende grunde. Alligevel – det er et kollektivt spørgsmål, og det fremgår også af novellen.
Det ironiske er at mennesket eller menneskeheden ikke afstår fra at ekspandere, afstår fra at anvende energi (og her bliver novellen i den grad aktuel, når man betænker den klimasituation, der diskuteres så meget for tiden) – det er et behov som har sin årsag i overpopulation (et andet aktuelt emne). Der er således mange lag i novellen, og den kan varmt anbefales.
Men spørgsmålet i sig selv – det er et mægtigt, interessant og svimlende spørgsmål – som det ikke er særligt smart at tænke på lige før man skal sove. Eller også skal man blot slukke lyset, vende sig om på den anden side, og lade være med at tænke på at Solen en dag eksploderer, imploderer og forsvinder …
Men svaret på spørgsmålet – det må du læse selv i novellen, som findes i samlingen “Robot dreams”.
Det er faktisk Asimovs yndlingshistorie. Han skriver her hvorfor:
Why is it my favorite? For one thing I got the idea all at once and didn’t have to fiddle with it; and I wrote it in white-heat and scarcely had to change a word. This sort of thing endears any story to any writer.
Then, too, it has had the strangest effect on my readers. Frequently someone writes to ask me if I can give them the name of a story, which they think I may have written, and tell them where to find it. They don’t remember the title but when they describe the story it is invariably “The Last Question”. This has reached the point where I recently received a long-distance phone call from a desperate man who began, “Dr. Asimov, there’s a story I think you wrote, whose title I can’t remember—” at which point I interrupted to tell him it was “The Last Question” and when I described the plot it proved to be indeed the story he was after. I left him convinced I could read minds at a distance of a thousand miles.
Citeret fra Wikipedia