Billedet
En ung mand står og ser drømmende på en busk med 6 store Mønter som frugter. En syvende ligger ved siden af ham på jorden. Han læner sig op ad sin hakke. Han har arbejdet længe for at nå et mål, og har nusset og plejet om sine planter. Men han er måske ikke helt parat til at høste endnu … han må vente lidt endnu.
Element/nummer
Syv står for muligheder, ideer, visioner og Jord er det det materielle, det håndgribelige, det der umiddelbart kan vejes og måles. De ting kombineret betyder at man rent faktisk kan udrette noget, få materialiseret sine drømme og visioner. Hvis man vel at mærke er villig til at arbejde på sagen, lægge tid, disciplin og tålmodighed i det.
Høst hvad du sår
I sangen Perfect Day af Lou Reed lyder det:
You’re Going To Reap Just What You Sow
Det betyder at det du giver ud kommer tilbage til dig. De små korn du efterlader på din vej i livet, vokser og bliver større. Det er ikke ligegyldigt hvad du gør og hvem du er. Men nogle gange er vi ikke bevidste om dette, og nogle gange tror vi at vi er ligegyldige for andre mennesker. Selv når vi gør en stor forskel i andre menneskers liv.
Dette kort fortæller mig at hvis vi er bevidste om denne enkle sandhed, at vi høster hvad vi sår, så kan vi roligt og nænsomt pleje det vi har sået. Være tålmodige over for det, og overfor os selv og hinanden. Ikke for at få en masse igen for vores egen skyld. Det er jo ikke sikkert at det vi sår kommer op i vores egen have, men det betyder jo ikke at vi ikke kan få glæde af det.
Divinatorisk betydning
Tålmodighed, disciplin, arbejde, høst, omsorg, nænsomhed, jordbundethed, tid, langsomhed.