Hjertets paradigme

Der er nogle  forandringer undervejs i verden på et kollektivt plan. Krisetiderne har affødt en bevidsthed om en anden måde at være på. Et hjertets paradigme, kaldes det. En stille revolution kaldes det også.

Forsåvidt tror jeg ikke at det er en ny bevidsthed – måske snarere en genfødsel af en tidløs visdom, som vi har brug for nu. En moderne renæssance.

Kort sagt handler det om at være, og jeg har skrevet om det tidligere på denne blog. Jeg vil anbefale to danske bøger om emnet; Emilia van Hauens Farvel egofest – og goddag til formål og fællesskaber, samt Anne Christine Hagedorns Dit indre klima – vi kan forvandle verden indefra. Det er i denne at der tales om et hjertes paradigme:

“[E]t fællesskab, der kommer indefra, som opstår på tværs af sociale skel, køn, alder og etnisk tilhørsforhold. Dette er et hjertets paradigme, og det kan man ikke tvinge frem gennem politik eller revolution. Det folder sig ud som en blomst på lige præcist det tidspunkt som er der rette, og i det tempo som er det rette. Men ligesom med blomsten kan vi også give processen de bedst mulige betingelser for at folde sig ud. Vi kan vande blomsten, luge omkring den, sørge for de rette mængder sol og næringsrig jord. Og vi kan nære vores proces med nærvær og luge ud i den ved at arbejde med vores begrænsede overbevisninger. Vi kan nære os selv ved at mærke vores følelser og give os selv sollys ved at tillade os selv helt nye visioner og ægte menneskelige forbindelser” p. 113