Hvornår går jeg itu? Nu? Ja.
Nogle gange føler jeg, at jeg er kronisk defekt. Som om mit hjerte kontinuerligt brister, for så at skulle klistres helt igen.
Som om min bevidsthed splintres i tusinde stykker. Skrøbelig og skør som glas.
Alligevel – der er ikke noget galt med mig. Jeg er et helt menneske, en kvinde, der lever sit liv fuldt.
Mit hjerte lever sit liv.
Og nogle gange føles det som en melankoli, en hjertets sorg, når jeg vågner om morgenen – som et savn, der aldrig helt slipper sit tag.
Jeg spekulerer på, hvorfor jeg føler denne smerte. Men der er intet svar.
Det er.
Jeg besluttede mig for at give slip på modstanden. At byde det velkommen. At lade være med søge trøst, lindring og substitutter.
At lade være med at spørge, hvornår det holder op. Det holder ikke op. Savnet, denne skurrende sult vil aldrig forlade mig. Sorgen over det der ikke blev, smerten og ensomheden.
Det gør mig stærkere og blidere på én og samme tid. Spejlblank og blød.
Det skaber et åbent felt. Lader lyset strømme ind og ud. Det giver mulighed for genkendelse, erkendelse – og paradoksalt nok – frihed.
Der er en mening med sorgen.