“You will find the witch at the end of a pointed finger” P.G.
Voldtægt.
Endnu en voldtægthistorie rejser verden rundt med vantro og vrede til følge.
Kvinden er modig, klar, artikuleret Hun læser sit brev højt for voldtægtsmanden i retssalen. (Læs det.)
Kvinden bliver udsat for en masse spørgsmål. Ingen spørger krænkeren, hvor meget han har drukket, hvornår han har tisset, hvilket tøj han havde på, hvem han han har kommunikeret med, hvordan han sexliv er etc.
Fingeren peger på kvinden. Hendes liv pilles fra hinanden for at lægge skylden på hende. Igen, det er set før, og vi vil opleve det igen. Og igen.
*
Hvorfor?
Fordi den underliggende struktur er at kvinder blot er noget, man kan gøre sådan noget med. Og komme afsted med det. Hun er en ting, hun er ikke et subjekt, hun er et objekt på hvilket, der kan udføres “20 minutes of action”. Det tager kun 20 minutter at ødelægge et andet menneskes liv. Det tager resten af hendes liv at blive sat sammen igen. Hun er stærk.
Hun har ihvertfald fundet styrke.
Vi er ikke alle så stærke. Ikke alle historier får den opmærksomhed. Kvinder lider i stilhed – og skam. Der bliver begået voldtægter hver eneste dag, der bliver begået vold mod kvinder hver eneste dag. Den vold, der er faldende er (heldigvis) mænds vold indbyrdes.
Kvinder er stadig legitime mål, og de kan stadig pålægges skylden for den vold, der begås mod dem. De kan stadig qua deres adfærd, tøjstil og udfra hvem de har kommunikeret med og hvordan, pålægges ansvaret for forbrydelser begået mod dem.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke er krænkeren, der underlægges den slags undersøgelser. Hvad får en mand til at voldtage en kvinde? Hvad tænker han på, hvad er der sket forud, hvem har han kommunikeret med? Hvad har han følt? Vrede, afmagt? Har han taget stoffer? Har han været oppe at slås? Hvilket tøj havde han på? Hvornår har han sidst pisset, skidt, brækket sig? Er han promiskuøs?
Det synes at være sådan, at “promiskuøse” kvinder er mere skyldige? Hvad vil det sige at være promiskuøs? Er det at have et sexliv? At være et seksuelt væsen? Er man mindre skyldig, hvis man er jomfru eller “dydig”?
*
Da Jyoti Sing blev voldtaget og dræbt, da de muslimske unge mænd havde krænket kvinder i Köln skrev jeg i begge tilfælde om vreden mod kvinder. Og jeg er stadig overbevist om at det er den dybereliggende årsag til at vi stadig ser den slags sager, også herhjemme.
Og vi skal se dybt. For det er i lige så høj grad et indre psykologisk arbejde. Og det er kulturpsykologi. Vi ændrer verden ved at ændre os selv.
Vreden mod kvinder og det kvindelige ligger dybt. Heldigvis er det ved at vende, heldigvis er der heltemodige mænd, som står op og erklærer sig som ligeværdige med kvinden. Heldigvis er der ved at ske noget. Hvorfor? Fordi stadig flere mænd kigger indad, bliver venner med deres egen kvindelighed og venner med det kvindelige. Konfronterer den indre heks. Heldigvis gør flere mænd deres hjemmearbejde.
Men det er ikke nok. For det kvindelige bliver også bekæmpet af det mandlige i kvinder selv. Den indre rigide, ubalancerede animus i kvinder selv er mindst lige så farlig som den indre heks i mænd. Kvinder er også kvinder værst. Kvinder måler og dømmer hinanden på perfektion, på kroppen, på performance etc.
Så det er stadig min pointe at såvel Det mandlige som Det kvindelige som kræfter i psyke, kultur og eros er sårede, ubalancerede og i krig med hinanden. Mænd og kvinder er heldigvis begyndt at ændre sig selv, deres forhold til skam, til skyld, til sex, til frihed. Men det korte af det lange er, at kun konkrete mennesker kan ændre disse strukturer i samfund og psyke, der gør voldtægt mulig og næsten legitim, fordi offeret kan blames.
*
En klog, erfaren kvinde sagde til mig:
Kvinder skal have erfaring med det erotiske, for for jo flere kvinder der har det, jo sværere vil det blive at gøre dem tavse med henvisning til at de er på den forkerte side” [underforstået skøger]
Hvad handler alt det her om? For mig handler det om det split mellem luderen og madonnaen, der er blevet skabt i Det kvindelige i mænd såvel som i kvinder, i den kollektive psyke og i kulturen. Som stadig er et sår, og vil vedblive at være det, hvis ikke både kvinder og mænd tager ansvar for at hele det indefra og ud. Det handler om kraften i seksualiteten, især kvindens, der bliver brugt som undskyldning for at pålægge hende skylden. Det handler om nogle mænds manglende vilje til at tage ansvar for deres egen seksualitet.
Det handler om at mekanismen er den samme som i forholdet til heksen, at der peges på dem, der er forkerte, de andre, den anden.