Havfruedrømme

“I must be a mermaid, Rango.
I have no fear of depths and a great fear of shallow living.”  Nïn.

Det undrer mig egentligt ikke at havfruen dukker op af dybet nu. Hun har en del med længsel at gøre.

Traditionelt har hun med den mandlige længsel at gøre; halvt kvinde, halvt fisk, halvt menneskelig, halvt animalsk. På en gang en sødmefuld lokken og en påmindelse om seksualitetens mørkere og dybere aspekter.

Hun er et arkaisk væsen, der kommer fra det åbne havs dybder. Hun er vidunderlig, med langt hår, smukke bryster og en sødmefuld sang, der lokker manden til, men som overrasker og chokerer med den glitrende, changerende fiskehale. Eet slag med den og hun vender tilbage til havet.

Hun er farlig fordi hun med sin sang  forfører manden ned i urdybet, hvor bevidsthed, ego og vilje opløses. Og på den måde repræsenterer hun også den mandlige frygt for det kvindelige.

Hendes mere positive egenskaber omfatter det legende og evnen til at profetere:

“As a personification of the seas and psyches generative waters, the mermaid represents the prospect of sexual love, pleasure and wish fulfillment, and she also posseses the gift of prophecy”.

Det er blevet foreslået at sirenerne i virkeligheden var sæler. Men det er noget vrøvl. Det er udtryk for en rationel trang til at bortforklare psykens dynamiske indre billeder og gestalter. Havfruen kan som så mange andre mytiske væsener hverken forklares eller bortforklares.

Men hvilken rolle spiller hun i en kvindes sind? Hvad er det hun vil sige til mig? Hun dukkede op af mine drømmes ubevidste, arkaisk, mærkelig, fremmedartet og farlig. En utæmmet kvindelighed, som åbenbart er en del af mig. Hun dukkede op i tarotten i form af Quen of Vessels i Robert Place’s Alchemical Tarot.

Hun holder skrinet, hun holder kolben og ingen ved hvad den indeholder. Det er et mysterium, en gåde. Ikke i den forstand, at det er noget, der kan løses – men som noget, der vil udfolde sig med tiden. Havfruens budskab for mig er at acceptere uvisheden, mysteriet, at holde spændningen ved intet at vide – men måske have en dyb intuitiv forståelse.

Havfruens rette element er havet, og som sådan kan hun ikke gå på land. I eventyret af H.C. Andersen  bliver det muligt for den lille havfrue at gå på land for at få den elskede prins. Men prisen derfor er en skærende smerte i fødderne for hver skridt hun tager på land. Hun betaler en høj pris for en kærlighed, der aldrig bliver og hun finder aldrig tilbage til sit rette element, havet, fordi hun ikke kan få sig til at dræbe prinsen på hans bryllupsnat. Hun elsker ham for højt til at kunne tilintetgøre ham, ikke engang for at få sin egen facon tilbage. Hun bliver en af luftens døtre og mister dermed sin kropslighed, sin fylde, alt. Stemmen har hun allerede mistet som pant til den onde havheks.

For mig er dette et hjerteskærende eventyr om, hvor høj en pris, vi er villige til at betale for en kærlighed, der aldrig bliver. Og hvor længslen kan føre os hen. I Queen of Vessels skrin finder vi måske længslen/passionen/Eros, og evnen til at udholde den, holde den, bære den og ære den.

På Moon fra The Sevenfold Mystery er der et skisma mellem de to hunde; vilje (hvem er jeg, hvad er mine værdier) og hvad er min appetit (hvad vil jeg fortære – og ultimativt fortæres af?)

Havfruens budskab (for mig) er en påmindelse om at vende tilbage til mit rette element, dybet – selvom det kan være dejligt at dvæle på bredden – at jeg er bedre stillet med at (for)blive mig selv og hel – end gå på glasskår for at følge min længsel.

Prisen kan være for høj. Vi kan miste os selv:

“The danger lies in losing oneself in ones longing”

Citater: Taschen: The Book of Synbols : Reflections on Archetypal Images. 2010.