Hvad er mest generøst – at hjælpe folk eller at få dem til at hjælpe sig selv?
Denne gang genudsender jeg et gammelt indlæg som jeg skrev tilbage i 2007 om 6 Mønter eller 6 stjerner – som jeg kaldte det dengang. Det er et eventyr, og det lyder sådan her:
Der var en gang en ung hofmand, der af kongen fik til opgave at uddele almisser til de fattige i den nærliggende by. Kongen var af den opfattelse at tiggerne ikke selv kunne administrere store beløb, men ville drikke dem op eller på anden måde øde pengene bort. Derfor måtte de kun få pengestykker svarende til en nøje opvejet vægtenhed. Det blev sædvanligvis kun 4-5 pengestykker ad gangen. Og derfor skulle den unge hofmand af sted til byen 1-2 gange om ugen.
I starten påtog han sig opgaven med stor alvor og målte omhyggeligt pengestykkerne af og rakte dem til de fremstrakte hænder. Han så ikke ind i øjnene på de mennesker, der taknemmeligt, antog han, tog i mod pengene, men holdt en vis formel distance. Han var meget tilfreds med sig selv og den vigtige opgave, han havde fået.
En dag var der imidlertid en tigger, der med slet skjult irritation spurgte ham, hvorfor de egentlig aldrig fik mere end dette lille beløb ad gangen.
– Ser de, unge mand, fik vi lidt mere kunne vi selv bestemme, hvordan vi ville bruge pengene, fx ved at lægge lidt til side. Nu går de udelukkende til at stille den værste sult eller få den mest nødvendige medicin. Den unge mand lagde nu mærke til at manden havde en forbinding om hovedet.
– Jamen, hvad ville I dog lægge pengene til side for? spurgte den unge mand, forbløffet over at nogen vovede at stille spørgsmål ved kongens anordning.
– Jow, ser De, unge mand, jeg kunne fx købe et net at fiske med, og på den måde selv fange min føde, eller sælge fiskene på torvet og på den måde selv tjene til livets ophold. Den unge mand her, kunne leje en økse og gå i skoven og hugge brænde, som han kunne sælge. Man kunne købe en høne, eller grej til at spinde uld med, og gå til hånde hos væverne. Ja der er sørme mange muligheder, med tiden kunne det være, at vi slet ikke ville være flere tiggere i byen!
Den unge mand rystede afvisende på hovedet, det var dog en absurd tanke at disse mennesker, forhutlede, pjaltede og snavsede som de var, selv skulle kunne tjene til livets ophold. Han gik derfra uden at nedværdige sig til at svare manden. Alligevel blev tanken ved med at hjemsøge ham i de næste par dage. Han legede med ideen om at give dem hele denne måneds beløb på een gang, men stadig gå til byen et par gange om ugen. Dels for ikke at vække mistanke, dels for at se, om tiggerne egentlig ville gøre som manden havde sagt.
Han besluttede sig for at føre ideen ud i livet, så da han næste gang skulle hente penge i kongens møntkammer, tog han en pung med hele månedens beløb. Han var klar over at det kunne koste ham dyrt, hvis det blev opdaget, men hans nysgerrighed og hans mod vandt over hans sædvanlige pligtfølelse. Da han nåede frem til stedet hvor tiggerne ventede ham, uddelte han nøje de nye, større beløb til hver enkelt, sådan at det passede til hvad de enkeltvis ville modtage i løbet af en måned. Han røbede intet i sit ansigtsudtryk, og mødte ikke deres øjne. Da transaktionen var slut vendte hans sig og gik.
Han gik til byen de næste par gange som vanligt, men en dag da han vendte hjem til kongeborgen, blev han arresteret af to vagter. De tog alle hans fine røde klæder i uld og silke af ham, og smed ham næsten nøgen i hullet. Ingen fortalte ham hvor længe han skulle sidde der. Puha, tænkte han – det ender med at jeg ender i den selv samme situation, som de mennesker, jeg prøvede at hjælpe!
Men disse menneskers situation var nu ikke mere den samme. Bevares et par stykker havde som kongen forventede soldet deres penge op på svir og hor, men langt de fleste havde gjort som manden med forbindingen sagde, og investeret pengene i en lille, men fornuftig ting, der hjalp dem til at forsørge sig selv. De næste par gange kongens nye betroede hofmand gik ned for at uddele almisser, i de velkendte små, nøje afmålte, portioner, kunne han meddele om mærkbart færre tiggere end tidligere.
Prinsessen sagde til sin far: Det er ganske vist. Mine kilder fortæller at de klarer sig bedre nu, og de ikke er så mange tiggere mere. De har ikke brug for så mange af dine penge mere, og de tigger heller ikke hos byens borgere, men klarer sig selv. Så på den måde har han faktisk gjort dig en tjeneste!
Det tænkte kongen længe og grundigt over.
Det endte med, at den unge mand blev taget ud af hullet, blev vasket, fik serveret et ordentligt måltid mad og fik sine klæder igen. Derefter blev hans ført til kongen, der meddelte ham at han nu skulle fungere som hans officielle investeringsrådgiver, og at det kongen måtte indrømme at have lært, af ham, den unge mand, var, at det åbenbart ikke skadede at lade folk tænke selv!
Og hvem ved … måske tænkte prinsessen også selv, på den unge mand og hans åbenlyse dyder…