Fundament

“Den modne person når da måske det stadium, hvor han er sin egen moder og fader.”

At være min mors datter var svært. Få dage før hun døde skældte hun mig ud i telefonen og lagde røret på. Heldigvis nåede vi at blive forsonede inden hun døde. At hun døde var traumatisk, som alle pludselige dødsfald. Da hun var død, skete der en grundlæggende forandring med mig. Og faktisk var jeg lettet. Det lyder grimt at sige det, men det er ikke desto mindre sandheden. Jeg blev et andet menneske, en energi var sat fri. Jeg følte mig fri.

Siden er der sket mange ting i mit liv. Og nu er jeg her. I en helt anden livssituation end forventet.

I den forløbne uge ramte jeg pludselig en følelse af savn efter at have en mor og en far. Stadig at have min mor og far. En form for fundament. En følelse af mangel, ensomhed, rodløshed.

Min vrede imod dem har fyldt meget i mit liv, min følelse af blive svigtet af fravær og misbrug. En grundlæggende følelse af blive afvist, ikke at være god nok, en følelse af skam over at være blevet afvist. Vrede ikke blot imod dem, men også en paradoksal vrede mod mig selv over at blive afvist, over ikke at være god nok.

Jeg blev pludselig konfronteret med sorg over at de ikke er i mit liv, nu som voksen. Og smerte over at tingene blev som de blev. Men det står ikke til at ændre.

Det er svært at erkende den sorg, netop fordi jeg har været så vred. Men da jeg tillod mig at sørge, blev det klart for mig, at det er okay at føle den sorg, og også vreden, og at det også nu er muligt at tilgive dem og måske se dem, ikke blot som mennesker, der svigtede – men også som mennesker, der sandsynligvis – for det er jo sjældent at mennesker bevidst ønsker at svigte – ønskede at gøre det så godt som muligt. At erkende dem som mennesker, der gjorde og ønskede deres bedste, og som heller ikke svigtede 100 %. De gav mig et godt fundament for at være i verden, selvom det er kan være svært for alle mennesker, dem selv inklusive.

For os alle gælder det, uanset hvordan vores forhold til vores forældre er, at vi på et tidspunkt må slippe dem. Uanset om vi ser dem, om vi har et godt forhold til dem, om vi har et problemetisk forhold til dem, eller vi af en eller anden grund har mistet forbindelsen til dem, eller om de er døde.

Uanset hvad så må vi slippe dem, tilgive dem og se dem som mennesker.

Det at blive voksen handler om dette, at give slip, at slippe ud af deres faktiske, psykologiske og arketypiske skygge. Det at blive voksen handler i sin essens om at skabe sit eget fundament – blive sit eget fundament. At blive sin egen mor og far, som Erich Fromm skrev om det modne menneske i sin fine lille bog Kunsten at elske.