“One had to take some action against fear when once it laid hold of one”. Rainer Maria Rilke
I går blev jeg ramt af frygt. Ikke på egne vegne, men på en andens.
Det interessante, og det som jeg vil skrive om nu – er ikke årsagen til lige præcis denne frygt, men selve frygten, og det den gør ved os.
Det ser ud som om dens største og første funktion er at forhindre os i at gøre noget. Den lammer os og fryser os. Den lægger sin benhårde, klamme hånd på vores hjerte og forhindrer det i at slå. Den holder på vores strube og forhindrer os i at trække vejret. Men som jeg tidligere har beskrevet, så er den bedste måde at overkomme frygt at foretage en handling, måske bare en lille handling, ét lille skridt ad gangen.
Det, der skete inde i min abehjerne var, at en masse tanker faldt over hinanden , og min hjerne speedede straks derudaf for at forudse mulige skrækscenarier, og finde en løsning. Men jeg ved jo ikke, om det er “sandt”, det som min bevidsthed fortæller mig. Så jeg lod dem bare komme og gå tankerne, og besluttede mig for en enkelt handling. Første skridt.
Alle mennesker føler frygt. Frygten er vores ven. Hvis ikke vi kendte frygt, ville vi være døde nu. Frygten er det, der fik huleboereren til at tænke sig om en ekstra gang, inden han gik ind i løvens hule, for – måske – at blive ædt. Så istedet for at forsøge at holde frygten stangen, kunne det måske være en god idé at anerkende den for det det, der er dens ærinde: At forhindre os i at dø. At holde systemet i live.
Men hvad gør man så, når man mærker denne isnende følelse af frygt i ens hjerte? Det er en god idé at træde et skridt tilbage og observere tankerne og følelserne. Det er en god idé ikke at identificere sig med de tanker, som ens hjerne producerer. Det vil sige lade være med at tro på, at de nødvendigvis er sande. Det er en god idé at beslutte sig for at gøre én ting, og hvis det ikke kan gøres nu, at lade det ligge.
Er det muligt? Ja, nogle gange.
Det lykkedes mig at i denne konkrete situation at meditere, at slippe frygten, at trække vejret gennem hjertet, at mærke hvordan der åbnedes et rum her, og at lade frygten opløses.