Frihed

Tænk at frihed kunne være:

At gå tidligt i seng uden længsel efter at være et andet sted. End i stilheden.

At jeg for første gang i mit liv sætter mig selv fri til ikke at skulle leve op til noget eller nogen.

At være helt mig selv og at omfavne mig selv som sådan – og sige velkommen til ALT det jeg er.

At opleve, hvad det gør ved mig at føle mig afvist.

Tænk at friheden kan bestå i at gå ind i og FØLE den smerte og det savn og den sorg og den længsel, der opleves i afvisningen. Forsigtigt.

Tænk at friheden kunne bestå i at være sober, istedet for at kompensere for smerten med en uklar rus, der blot efterlader et endnu større hul.

Tænk at friheden kunne bestå i at finde et ordløst sted, gennem smerten, savnet, sorgen og længslen. Et åndedrag ad gangen.

Tænk at friheden kunne bestå i at lade slør falde.

Tænk at tillade mig selv at føle mig nøgen.

Tænk at friheden kunne bestå i at give mig selv omsorg – det bløde flydende punkt i mig, såret som skal hele.

Tænk at friheden består i at tage mine indre skikkelser til mig, dem alle, istedet for at lægge dem ud i verden og lade andre bære dem. Selv at bære dem, selv min skam.

Selv de stunder hvor jeg fejler, og kommer til kort.

Tænk at friheden kunne bestå i at afstå fra at elske og blive elsket erotisk af en mand, at lade sensualitet og sårbarhed, eros og kyskhed smelte sammen til eet. At være
jomfruelig – i betydningen uafhængig.

At lade længslen vibrere som en tone i min sjæl og lade den blive en del af mit væsen.

At elske indefra og ud.

Tænk at friheden var så anderledes end jeg så naivt havde forestillet mig. At den ikke handler om fald, men om dybere forbundethed.

Tænk at friheden er oplevelsen af at være kærlighed, således at jeg ikke behøver at søge den derude.

Tænk at turde være denne lysende klarhed.