Fornyligt stillede jeg mig udenfor et fællesskab, som har betydet meget for mig i mange år.
[Måske er det derfor jeg pludselig drømmer om at verden går under]
Det gjorde ondt. Og jeg kom til at tænke på den måde vi mennesker finder hinanden i fællesskaber, i ideologier, i verdenssyn.
Den samme mekanisme der giver trøst og tryghed – og det er smukt – kan resultere i modbydelige handlinger.
Vi vil søge og finde fællesskaber at iklæde os. Men vi vil altid dybest set være alene.
Pludselig slog det mig at det eneste virkelige fællesskab er vores menneskelighed.
Vores sårbarhed, vores smerte, vores angst, vores vrede, vores skam og vores ensomhed.
Men også vores latter, vores leg, vores kreativitet, vores empati, vores berøring, vores kærlighed.
Når vi tør vise den, kærligheden – og alt det andet – er vi ikke længere alene.
I vores forbandede, ubodeligt ensomme menneskelighed.