I går morges mødte jeg en sød kollega. Hun spurgte mig, hvordan det går, og sagde i næste øjeblik, “Ja, man kan jo følge lidt med”. Hvortil jeg svarede, ja det går op og ned.
Og nej, jeg er ikke så god til at ramme noget sådan mere stabilt rent følelsesmæssigt.
Når jeg prøver, sker der som regel et eller andet uventet, der laver et mega udslag til den ene eller den anden side. Og udsvingene er bare store, både op og ned. Og jeg er heller ikke så god til at skjule det. Eller jeg vil ikke skjule det.
Jeg besluttede for lang tid siden at jeg bærer hjertet på tøjet.
Nu er jeg også kommet til et punkt, hvor det er blevet nemmere at være sådan i verden. Hvor jeg ikke længere bange for at vise min sårbarhed. Hvor jeg ikke er en undskyldning for mig selv. Hvis man ikke kan lide det, er min indstilling “Fuck you very much”.
Det sjove ved det er at nogle måske bliver bange, men mange bliver også eksistentielt tiltrukket af det, og bag linjerne får jeg tilkendegivelser på genkendelighed.
Når udsvingene er store er hullerne dybe – og glæden er høj.
Så her er der ikke nogen stabil hjerterytme (metaforisk talt). Og slet ikke nogen flatline.
Så ville jeg jo være død. En zombie.