Refugium

Billedet
En gylden ridder iklædt harnisk og brynje ligger på et leje, med et sværd under sig, som sit fundament – han er en sværdets mand. Tre andre sværd hænger på væggen over ham. Men han er ikke død, og han sover ikke. Han holder sine hænder samlede over sig, som i en bøn. Til venstre for de tre sværd på væggen ses et glasmaleri, hvorpå Kristus giver en velsignelse til en bedende.

Element/nummer
Firerne står for blandt andet konsolidering, struktur, stabilitet og fundament. Sværdene står for mentalitet, rationalitet, tanker, ideer, og i visse tilfælde også det spirituelle. Nogle gange er det nødvendigt for os at trække os tilbage, at hvile og lade tanken hvile for at finde vores fundament, for at konsolidere os, for at finde en indre ro eller genfinde balancen i en kaotisk verden.

Det er det, som denne ridder har gjort, måske i et kloster. Måske er hans såret og trænger til velsignelse og helbredelse, til at trække sig tilbage fra verden for en periode for så at komme tilbage med fornyet styrke.


Fiskerkongen
Der er en mindelse om legenden om Fiskerkongen eller Gralskongen over dette kort, Som Rachel Pollack påpeger i Tarot – visdommens billeder og Tarot Wisdom. Kun gralens velsignelse, overbragt af en udefrakommende (Parsifal eller Galahad) kan helbrede kongen. Parsifal helbreder kongen ved at spørge, hvad der foregår da han ser gralsjomfruerne bære de hellige genstande, men ifølge Robert A. Johnson først da han besøger Gralsborgen anden gang. Der skal altså en modningsproces til før helten tør gøre noget så simpelt som stilfærdigt at åbne munden og spørge til rigets tilstand – og kongens.

Hvad betyder det?

At det i visse tilfælde kan være nok – i forhold til et andet menneske – at være stilfærdigt opmærksom, at spørge til vedkommendes tilstand. At komme ved. Ofte lader vi som ingenting, og på den måde berører vi ikke hinanden, hverken i konkret eller i overført betydning. I berøringen og opmærksomheden ligger helbredelsen og velsignelsen. I nogle tilfælde kan det være nok at lade vedkommende hvile, selv at restituere sig – men først kommer opmærksomheden, det søgende, omsorgsfulde blik.

I andre tilfælde gælder denne opmærksomhed os selv; at give sig tid til at søge indad, introspektere, finde svar i det indre, og lade verden være verden i en periode.

Endelig kan kortet betyde, at vi nogle gange er nødt til at indstille kampen, lægge sværdene fra os og lægge os i Guds eller Forsynets eller de højere magters hænder. Det er ikke resignation, snarere en form for overgivelse, en vished om at alt nok skal gå, men at vi ikke egentlig kan gøre noget i en given situation.

Divinatorisk betydning
Fire Sværd kan i oplæg stå for helbredelse, barmhjertighed, hvile, kontemplation, fred, meditation, introspektion, tilbagetrækken, rekreation, restitution, velsignelse, spiritualitet, søgen, venten, overgivelse.

This entry was posted in Prima Materia and tagged , , , , , , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *