“This is the reason why such people always fall in love with those who don’t love them in return. It is in order to prevent the erotic experience, because such an experience would alienate the person from her secret purpose, which, at least for the time being, is individuation.”
I lyset af skismaet mellem Logos & Eros, mellem erkendelse og erfaring, kom jeg til at tænke på, om der også er et skisma mellem kreativitet og kærlighed?
For lidt over et år siden fandt jeg det ovenstående citat af Jung. Skulle jeg have lyttet mere intenst. Men nej, der ligger en skønhed i al erfaring, i al levet liv, i alle forsøg på at relatere.
Gnisten tændes og dramaet starter. Det er en teleologisk drift mod individuation. For nogle mennesker vil udviklingen mod Selvet foregå i parforholdet, i relationen, mens den for andre vil foregå udenfor – i en følelse af ensomhed, af isolation, fordi det er her, vi radikalt tvinges til at se os selv – og dæmonerne i øjnene?
Er der således et skisma mellem realisation af kærlighed og realisation af kreativitet for nogle typer af mennesker? Eller, for at formulere det på en anden måde: Måske ligger individuationsmuligheden for nogle i kærligheden og for andre i kreativiteten?
Til den kvindelige individuation hører at tage en bid af æblet,
ført af slangen, visdommen uhyre.
Den frustrerede kærlighed og lyst er i alkymien et tema, der fx udtrykkes i billedet med den brændende ulv. Vores længsler skal frustreres, og renses i ilden. Passionen løftes fra et niveau til et andet.
Min veninde rådede mig til at rette min Animusenergi mod et nystartet projekt (eller to) – og det vil jeg gøre. Måske udelukker mit ønske om at skabe Eros, og sjæl, i en bredere forstand muligheden for at skabe Eros med ét menneske, selvom dette også er et dybt ønske i mig?
Måske er der en dybere mening med passionen i den uforløste kærlighed: Den skal forløses i kreativitet.
Og det fordrer stilhed, ensomhed, dybde.