I tomheden finder vi døren. Døren fører til fordybelse.
Muligheden for at nå dybere. Dybere ind, dybere ned, dybere op, dybere ud.
Døren kan være alt. Eller intet.
Lader vi tomhed være tomhed, uden frygt, uden modstand, uden at give efter for trangen til at fylde bægeret igen, sker der det magiske at det fyldes op af sig selv – men stille, tyst, næsten umærkeligt og ikke målbart.
Sjælen fylder selv sit bæger. Sjælen hvisker til os når vi er parate, når den er klar over, at vi lytter. At nu lytter vi.
I weekenden gik jeg tur med min veninde i skoven.
Jeg oplevede at skoven var levende, vibrerende, bevægelig – besjælet. At den hviskede til mig om sin magi. At den blidt legende pustede blade i kaskader fra træerne, i et frit fald, som vi alle oplever det før eller siden. At solen sang i træerne, og lyste skoven op.
Det forankrede mig i en følelse, som jeg ikke har mærket længe, at krop og sjæl blev ét, og at kroppen igen blev sjælens bolig, som det altid var meningen den skulle være.
En følelse af ro, tyngde og rummelighed, og af bevægelse, sitrende liv, en følelse af at cellerne danser i kroppen, og at der egentlig ikke er en adskillelse mellem mig og skoven.
Kroppen blev det tomme bæger, hvori sjælen kan begynde at brænde med sin stille ild.
Skoven var døren.
