Forhindrer tidens nypuritanske krav om, at vi skal være nærværende, autentiske og integrerede, os i virkeligheden i at være netop dét?
Det er jo paradoksalt – men ikke nødvendigvis overraskende.
Her til morgen hørte jeg i radioen om vores fascination af tv-serien Mad Men. Filosoffen Ole Fogh Kirkeby talte om at vi lever i en tid med “profan puritanisme”, med krav om puritanisme. Og netop dette betyder at vi fascineres af seriens rygning, hor og druk, fordi den konfronterer os med vores egne skyggesider. Som vi ikke selv kan udleve eller anerkende.
Puritanismens fordring betyder at vi lader som om vi ikke har mørke sider. Men det har vi naturligvis.
Måske kan vi bruge Don Draper til at lede efter ham i os selv?!
Og ud fra en jungiansk psykologisk synsvinkel vil netop anerkendelsen af dette – Skyggen, det mørke i os selv – netop være det som gør os til hele, autentiske, integrerede mennesker. Det betyder ikke at vi skal have en adfærd som Don Draper, men at vi skal anerkende vores LYST til det, og kende os selv.
I stedet for er tidens løsen snarere at vi skal perfektionere os selv; tænk blot på tendenserne indenfor psykologien; kognitiv terapi og positiv psykologi. For at sige det lidt hårdt handler det om at ændre adfærd og ændre tanker (hvis vi ikke lige passer ind) og tænke positivt. Men det positive har ingen klangbund, hvis ikke det mørke anerkendes.