Døren er på indersiden

Døren er på indersiden

Det er en vending som jeg godt kan lide, og som jeg bruger ofte.

Jeg har lånt den af Lars Muhl. Jeg vil tilstå at jeg ikke forstod det til at starte med, da jeg først læste den i bogen Gral. Det gjorde figuren Lamu, heller ikke, da en indre stemme giver ham beskeden.

Så hvad betyder det?

Når tiøren er faldet er det indlysende, men jeg tror faktisk ikke at det er nemt at forklare i rationelle vendinger. Og som Lamu erkender er det ikke muligt at finde en løsning på det i tankerne, fordi “tankerne var som hundrede vilde heste, der for afsted i alle retninger”.

Det kan ikke forstås mentalt eller regnes ud af egoet. Det er gådefuldt, og det kalder på en intuitiv forståelse af, at vejen ind til essensen eller Selvet er på indersiden af os. I sindet. Det er paradoksalt, at vejen til det indre allerede er i det indre. Lige her.

*

I viljen til at starte med os selv, og vende blikket indad. Og det kræver en opgivelse af egoets ønske om at forstå og regne ud, en given slip på det rationelle og det vi tror at vi ved om os selv.

En kasten sig indad i tillid til at det som er derinde faktisk viser sig at være en åbning, en dør indtil en endnu dybere væren eller væsenskerne, som vi dårligt turde drømme om eller håbe på eller kunne forestille os.

*

Der er en tendens til at vi i vores vestlige præstationsfikserede kultur hellere vil bestige et bjerg, eller springe ud med faldskærm eller løbe et marathon for at føle os i live. Eller rejse jorden rundt 17 gange eller i det hele taget ty til noget ydre for opleve en følelse af fylde; de sædvanlige stimulanser; materialisme, alkohol, eller en ny forelskelse. At blive set, elsket og anerkendt – udefra.

Også det at søge spiritualitet eller selvudvikling kan være et high, som i virkeligheden er drevet af ønsket om at blive anerkendt som være i “udvikling”, eller i balance eller bevidst. Dét kaldes spirituel materialisme.

Alt kan bruges som  en flugt fra at træde ind igennem døren på indersiden.

Der er en tendens til at vi hellere søger ud end ind, fordi det at søge ind opleves som en endnu større trussel mod overlevelse, ego og selvopfattelse end det vi møder derude. Eller længslen, denne udefinerbare, store længsel kan forlede os til at tro at døren faktisk er i det ydre.

*

Men dybest set, tror jeg, handler det dels om at der skal en meget kritisk ydre situation til, før vi erkender at vi skal søge indad; fallit, skilsmisse, sammenbrud, tomhed, depression, sygdom, død, arbejdsløshed, traumer etc.

Og her er det på sin plads at minde om Jungs ord, om at hvad vi ikke er bevidste om i det indre, møder os udefra som skæbne: “What is not brought to consciousness, comes to us as fate”. Så Selvet kan finde på, så at sige, at skabe kritiske situationer, alene for at få os til at begive os ud (eller ind) på rejsen imod det.

Dels handler det om, at når noget i det det ydre først har sendt os den vej så skal der at der også mod til faktisk at søge indad. At tage turen ned i dybet. Fordi det der møder os “derinde” i sindet kan faktisk være frygteligt og skræmmende. Vores skyggesider, der betyder, at når vi først tager dem til os som vore egne, er vi nødt til at tage ansvar for dem. Vores indre dæmoner. Vores angst, vores ensomhed, det faktum at vi eksistentielt set er alene, at vi skal dø en dag. I psyken kan vi risikere at møde monstre, der er værre end at bevæge sig på ydersiden et helt liv. Ganske enkelt fordi de er vores egne monstre.

*

Så, hvorfor skal jeg dog gøre det, kan du spørge? Hvorfor skal jeg dog søge og træde ind ad den dør, der er på indersiden? Hvis den overhovedet nogensinde vil åbne sig. Hvis jeg kan finde den. Hvis jeg vil opdage at den er dér, hvor den er, for mig?

Jeg tænker at det første valg vil være, om du overhovedet ønsker at søge den dør. Det er selvfølgeligt ikke sikkert, og måske heller ikke nødvendigt for os alle. Men. Det er min overbevisning, at det at leve i det ydre, så i det ydre og udelukkende høste i det ydre i det lange løb er smertefuldt og tomt, og det i sig selv er nok til at ønske at åbne døren. Hvis vi ikke netop dulmer smerten og tomheden, istedet for at turde mærke dem.

*

Dernæst, om du kan finde den. Døren. Jeg tror at alle mennesker har en længsel – på et dybere niveau end egoets – der kalder os først ud og så hjem. Så selv når vi søger i det ydre, vil selve længslen være et kald tilbage mod døren.

Fx – igen for at bruge et jungiansk begreb – så vil forelskelser i den ene nye kvinde efter den anden i det ydre være Animas (mandens indre kvindelighed) kald om at forbinde sig med hende på et indre plan og blive bevidst om den indre kvindelighed, for i det ydre at kunne forbinde sig med virkelige kvinder på en dybere og mere moden måde. Det kan være at man så møder hende i drømme i form af den ene kvindelige seksuelt udfordrende skikkelse efter den anden, og det kan være at disse skikkelser skifter karakter, således at man både kommer i kontakt med feen, troldkvinden og den onde mor, for at et få et modent forhold til det indre kvindelige og dets mørke sider.

*

Og så kan det jo også være, at du ikke finder døren til at starte med, eller at du skal ind igennem den mange gange. At vågne, at skabe bevidsthed, at tænde lys i mørket kræver flere forsøg, og følelsen af at gå vild, og mødet med de samme temaer på dybere og dybere planer, efterhånden som du bevæger sig ned eller op igennem spiralen.

Og hvad får du så ud af det, udover smertefulde oplevelser i mødet med det indre?

Selve villigheden til at møde det indre og modet til det, skaber – er min oplevelse – en forfinelse i erfaringen, der netop selvom jeg går vild og falder tilbage og tager fejl, betyder at jeg oplever noget nyt, hver gang jeg tager fejl.

Neediness fx er et ydre udtryk for neediness i sig selv – troen på at tomheden kan fyldes og fixes af noget ydre, men jeg har også oplevet det som et enkelt og konkret savn, og som en stærk, vild længsel  – og senest som en sårbarhed, der giver tryghed, når jeg faktisk tager den på mig og hviler i den – i den grad jeg tør det.

Det er en fintuning af den menneskelige erfaring, en mulighed for at se, føle, sanse og mærke flere farver i spektret, en forøgelse af intuition og sentitivitet, der – fornemmer jeg, kan virke skræmmende på både mig selv og andre, fordi at jo flere lag jeg kommer ned i, jo mere modig jeg tør være, jo mere utilsløret er energien også, fordi egoet bliver skrællet af til fordel for det essentielle, Selvet. Og det betyder, håber jeg, at jeg bedre er i stand til at give det jeg selv ønsker – nærhed og omsorg.

Der vil være en fare for at det forfalder til inflation og forfængelighed. Men så skal der nok være noget, der sparker døren op – igen. Så jeg tager turen en gang til.

Det handler netop ikke at blive til mere end vi er, men at blive til mere af det vi er. Og selvom rejsen dertil og omstændighederne, der førte os på vej, kan være dramatisk, så er det meget enkelt:

Before enlightenment chop wood, carry water.
After enlightenment chop wood, carry water