Ondskaben er et problem vi som mennesker ikke kan undgå at tage stilling til.
Såvel det onde i os selv, som det onde i verden. I det små bliver vi konfronteret med det på en daglig basis, og i det store fortæller verdenshistorien om holocaust, krige, folkedrab og den tilfældige ondskab, der slår ned i form af ulykker og naturkatastrofer.
I den følgende tid vil jeg komme ind på det ondes problem og aktualitet for det moderne menneske. Det onde er ikke blot noget vi kan skyde fra os, og se bort fra. I et eksistentielt og etisk perspektiv er det onde noget vi kontinuerligt må forholde os til. Husk blot Jesus’ ord:
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?
Problemet med at skyde det onde fra os, som noget os selv fremmed, er at vi tillægger det de andre. Vi smider i jungiansk forstand vores skygge ud på de andre, der så bliver de onde, som jeg også har været inde på i tidligere indlæg. Det gør vi både som individuelle personer, og som nationer eller hele kulturer.
Jeg skriver på en serie af blogindlæg for at belyse problematikken og diskutere det onde. Mit udgangspunkt og min inspirationskilde er Aksel Haanings bog Antikrist, som jeg vil forsøge at forholde mig til – ud fra min position som lægperson og menneske, men også andre kilder vil blive inddraget.
Det første indlæg i serien vil blive publiceret på fredag og handler om teodicé-problematikken.