Det dionysiske livsprincip

Den amerikanske jungianske analytisker Robert A. Johnson skriver i sin bog Ecstasy – experiencing the psychology of joy om glæde (joy), ekstase og om det dionysiske livprincip.

Johnson skriver at vi har mistet erfaringen med ekstase – som betyder at være ude af eller ved siden af sig selv (egt. ude af stilstand – ex stasis):

“To be for a moment in that timeless, spaceless, primal place which has no responsibility, which isn’t going anywhere. We need to stand outside ourselves and experience the flow of life, the Dionysian energy”

Derimod er som regel vi for meget i os selv, for rationelle, for optagede af os selv, vores planlægning, byrder, tanker, gøremål etc.

Joy  – definerer han som:

“An exultation of the spirit, gladness, delight, the beautitude  of heaven or paradise.”

Happiness definerer Johnson noget, der kommer og går, noget vi ikke er herre over. Mens vi kan vælge at være glade – vælge at være i himlen eller at leve i en dionysisk ånd. Men ifølge Johnson har vi i den vestlige kultur glemt alt om den dionysiske ånd eller det, han kalder spiritual ecstasy, og det er et stort problem, fordi vi som kultur har en tendens til at erstatte det med fare og spænding, med afhængighed af fart, alkohol, materielle nydelser etc. Vi kigger efter den spirituelle ekstase de forkerte steder, fordi vi har så meget brug for at mærke den, vi savner den.

I følge Johnson kan vi naturligvis ikke bare smide det hele over bord og erstatte vores strukturerede, rationelle verden med en ustruktureret flower power-agtig tilstand. Det er næppe ønskværdigt. Det handler om at rumme begge dele, det er ikke, enten eller men “either-and-or”. Det er paradoksalt og forudsætter at vi i kulturen og os selv kan rumme begge poler, uden at fare fra den ene ekstrem til den anden og gå itu:  “Only in this way can we begin toward wholeness and joy.”

Hvordan gør man det så?

Han beskriver drømmearbejde og aktiv imagination som metoder til at få kontakt med det dionysiske. Men derudover er det også et spørgsmål om indstilling.

Om at hylde selve livskraften. Det et der sker, når man bare tillader tingene at udvikle sig af sig selv. Dionysos er selve livskraftens gud, og kan ikke holdes ude eller væk. Ligesom Eros lader han sig ikke glemme.

Johnson skriver også om det androgyne, dvs. sammenbringningen af det kvindelige og det mandlige til en helhed. Og ikke mindst om være enthusiastisk – hvilket betyder at være “filled by god (en-theo-ism)”:

“The soul is enhanced where the Self is activated.”

Alt sammen for at hylde og at møde det dionysiske, livsprincippet.