Det bløde punkt

Jeg længes.

Jeg længes efter dit begær. Efter dét blik i dine øjne.
At blive kneppet hårdt, at blive elsket blidt.
Jeg længes efter at være nøgen og næsten sovende med dig.
At vågne med dig.

Jeg længes efter at danse langsomt i en patio i månelyset.
Jeg længes efter at ligge i bunden af skoven og se op i himlen – med dig – en varm forårsdag.

Jeg længes efter at betragte solnedgangen. Min hånd i din. Jeg længes efter molen, fødderne i vandet, bølgerne blide.

Jeg længes efter at tælle stjerner med dig under universets kuppel.

Jeg længes efter dine kys, dit favntag, at blive holdt. At blive holdt, og ikke sluppet.

Jeg længes.

*

Venus på nattehimlen –
måske det ultimative symbol på vores længsel

Vi længes alle efter noget. Og længslen har ikke sluppet mig, selvom jeg har brugt de sidste år på at leve og udleve den, studere og analysere, føle og mærke den. Længes.

Den skulle blot vækkes blidt. Så var den tændt igen.

Vi længes alle fra et dybt sted i os. Det jeg lærte af min længsel var at det ikke er noget sted langt borte, der kalder, men fra et dybt, dybt sted i os.

*

Adyashanti:

Real longing is usually for some deep emotional place, happiness, peace, forgiveness, love.

Længsel er en kalden indefra og ud. Som et ekko.

Vi hører det, der bliver kastet tilbage, men vender os oftest ikke for at lytte til dér, hvorfra stemmen synger stærkest.

Fra vores sjæl. Vores sjæls længsel efter fylde, fuldkommenhed, fred:

Longing is sent into consciousness, it’s a way of pulling you back into your own fullness. It comes from fullness and pulls you back to fullness, if you follow it back from where it came. It brings you back from where it came. And you find, it came from fullness. The longing for happiness came from happiness. The longing for enlightenment came from enlightenment. The longing for peace came from peace.

*

Vi har alle dette i os, allerede hele vi er. Vi mister det bare i dagenes travlhed, verdens galskab, livets kompleksitet. Vi mister det, vi allerede er. Og længes.

Efter kærlighed, efter frihed, efter fylde, efter fred efter den perfekte elsker.

Der er dette bløde punkt i os, som er vores sjæl der kalder – som Psyche, der søger Eros. Jeg tænker at det er godt at favne dette bløde punkt som en mor, der favner sit barn, og varsomt bærer det på armen. I stedet for at bilde os selv ind at vi skal glemme det, slippe det, lade det gå.

Hvornår var det nogensinde muligt?

Men det er muligt at komme hjem og så alligevel befinde sig i paradokset, kompleksiteten. At være kommet hjem, og dog mærke længslen, trækket. At rumme den og ikke gøre den til en smerte.

Bære den og ære den. Lytte til stedet, hvorfra den kalder.

Det bløde punkt indeni.