Den stille ild

Ilden skal passes og plejes. Den skal holdes ved lige, og må aldrig slukkes. Hvem passer din ild? Hvem sidder tålmodigt i mørket og holder øje med at den ikke dør, hvem holder sig vågen for at passe på den livsvigtige ild?

Vi har alle selv ansvaret for at vores indre ild (passion, eros, energi) ikke dør ud. Vi har selv ansvaret for at pleje og passe den kærligt og tålmodigt, så den kan lyse og varme os op, og også være til gavn og glæde for andre.

I det antikke Grækenland havde gudinden Hestia ansvaret for hjemmets arne, for dets ildsted, for dets centrum, for at den hellige ild aldrig døde ud. Hun blev ved ilden og passede den, stille og opmærksomt.

Muligvis var hun stum. Hun sagde ikke noget. Måske kunne hun ikke. Jeg personligt tror nu snarere, at det hun kunne have at sige – de hemmeligheder hun sad inde med, og hendes visdom, ikke var alle beskåret at forstå. Og derfor tav hun helst.

I de græske byer fandtes et offentligt ildsted, under åben himmel, som ikke måtte dø ud, og som var kultsted for Hestia. Hvis ilden skulle slukkes og fornyes skulle det følges af bestemte ritualer. Denne ild var moderild. Hvis nye kolonier og byer skulle etableres blev ilden fra det oprindelige ildsted medbragt og etableret som centrum i de nye byer.

Hvis du skal erobre nyt land skal du have ilden med hjemmefra.

Men. Der er tidspunkter i vores liv, hvor vi må trække energien indad, mod centrum, og lade vores ild brænde stille og vedholdende, hvor den ikke skal flamme op for at brænde sig selv ud – men hvor den ikke må gå ud.

Hvor vi må søge indad, blive stille, rolige og opmærksomme. Være. Hvile i os selv med  blikket på ilden. Vi skal intet gøre og intet skal ske.

Perioder hvor det, der sker, sker dybt inde i ilden, i de små, blå flammer, der efter sigende er dem, der brænder aller, aller hedest.