Lørdag morgen, efterår, jazz, nostalgi, melankoli.
Jeg føler tomhed for tiden.
Jeg er kommet til det punkt, hvor bægeret er blevet fyldt så meget op, at det er på tide at tømme det det. Helt.
Men også ordene har forladt mig, sammen med kærligheden eller illusionen om den, og det føles som et eksistentielt tomrum. Det er værre at miste ordene end kærligheden.
Og så kommer katten, dette mystiske væsen. Hopper op på mit skød, spinder og gnider sin kind mod min. Som om hun fornemmer min sindstilstand intuitivt og vil give mig kærlighed. Da jeg i sin tid fik veer var min gamle kat, den elskede Bella, der som en mis og kredsede om mig, indtil vi kom afsted til fødegangen.
Katten symboliserer det feminine, anima, i sin mest dyriske form. Katten er symbolsk set det kvindeliges og Gudindens dyr. De store østerlandske gudinder har leoparder og løver, den nordiske gudinde Freja har sine sorte katte. Og katten er blevet relateret til heksen, og dæmoniseret.
Inanna og løven
Katten kan dybdepsykologisk fungere som en psychopomp, der leder os hjem til os selv, til her og nu, til ildstedet, arnen.
“Who better than the cat to demonstrate merely by example, how to claim what we have in ourselves and use it as our own … We can learn to hunt in psyche’s darker landscapes for the hidden parts of ourselves and carry them out, unapologetically, into waking day”.*
Jeg elsker katte i alle former, og de har det med at elske mig. Og så kom jeg til at tænke på, hvordan kattens kærlighed ligner kærligheden selv.
Den er blød, mild, og smidig. Men den forvandler sig til midgårdsormen, hvis du forsøger at overvinde den. Du kan ikke holde på den, kontrollere den eller bestemme over den, så kradser den, og river dit øje eller dit hjerte ud.
Kærligheden er som katten. Sin egen.
Det er jeg også.
* Taschen: The Book of Symbols. 2010.