I min bestræbelse på at opdyrke ydre såvel som indre ro, har jeg, udover at dyrke Yoga Nidra, læst flere bøger af den vietnamesiske buddhistiske munk Thich Nhat Hanh.
Jeg synes at hans måde at beskrive buddhismen er dejlig enkel, og han giver i flere af sine bøger enkle anvisninger på meditation.
Dybest set er han budskab at kilden til glæde i tilværelsen er (op)dyrke vågen opmærksomhed (sati, awareness, mindfulness).
Efter at have læst ham forestiller jeg min bevidsthed som en blå himmel. Hen over den glider tanker, følelser og sansninger – eller indholdet i sindet – som skyerne, nogle gange stille og roligt, luftigt og let, andre gange som mørke, tunge skyer, der virkelig fylder meget og er parat til at briste med regn, lyn og torden.
Lige så lidt som skyerne er himlen, er mine tanker og følelser min bevidsthed – de fylder blot op, og forhindrer mig i at opleve den fred og skønhed der er i rummet oppe over skyerne.
Men der er en illusion at tro at skyerne ikke opstår, ligesom det er en illusion at tro at tanker og følelse ikke opstår, under meditation og i det hele taget, men opgaven er ikke at identificere dem med selve bevidstheden, ligesom skyerne ikke ER selve den blå eller stjerneklare himmel.
så smukt og enkelt – tak
<3 /mette weber