Dans

“Suffering is how Life tells you that you are resisting or misperceiving that is real and true.
It is the way Life suggests that you are not in harmony with what IS.”  Adyashanti

Problemet med forandring er ikke forandringen i sig selv, men hvordan vi forholder os til den. Forandring er uomgængelig, et eksistensvilkår, uanset om den foregår stille og harmonisk, eller om den kommer som et lyn fra en klar himmel.

Der er ingen vej udenom.

Forandring – udover at være et eksistensvilkår, som vi alle deler, også selvom vi ikke ønsker det eller hilsen den velkommen, når den melder sin ankomst – er et vejskilt.

Et vejskilt, der fortæller os, at her – lige her i forandringen er der en åbning ind til at opnå større bevidsthed og erkendelse, om os selv, og dermed om andre mennesker.

Men det gør ondt. Såvel selve forandringen, som vores modstand imod den. I processen at blive (mere) bevidste, ligger en gave, en mulighed. Men selve det at finde vejen kan være svær og smertefuld nok i sig selv, selve det at tage an-svar (at svare an på livets eller skæbnens tilskikkelser) kan være smertefuld.

“There is no coming to consciousness with out pain” C.G. Jung

Fordi det kræver modet til at se (eller famle sig frem i mørke indtil vi får tændt for lyset). Modet til at se sig selv, ikke som offer, men som aktivt medlevende, medskabende, selvberoende væsen i den dans vi kalder livet.

Den eksistentielle smerte  er et tegn på vores modstand mod at deltage i den dans. Fordi at det at danse den dans åbner vi op for noget, der er langt mere magisk og underfuldt end vi turde drømme om. Og det betyder at vi må opgive vores følelse af kontrol og identitet og  overgive os til noget der større end vi turde håbe på. Og det tab kan skabe angst og smerte.

Men dansen er det som er og det er en nydelse at hengive sig til den.

So: put on your red shoes …