Daggry

Jeg er begyndt at vågne meget tidligt. Ligeledes denne morgen.

Det grå daggry smøg sig ind imellem gardinerne som en klæbrig levende substans. Jeg ønskede det ikke, blot mørket, søvnen, og (selv)forglemmelsen. Jeg tænkte over, hvor jeg var og hvad, der var sket i løbet af de sidste 5 år af mit liv. Intet er så bittert som fortrydelse. Og det var netop den følelse, der greb mig dér i det grå daggry. Fortvivlelse.

Jeg er i et underligt limbo i denne tid. Jeg ved ikke, hvor længe det vil vare, som er jeg faldet i en tornerosesøvn. Jeg føler en trang til at forbinde mig med noget større end mig selv, noget der samtidigt har det med at unddrage sig mine hænder, som selve den grå lysende substans. Men jeg føler, at jeg fejler. Jeg føler ambivalens i stort set alle aspekter af mit liv, skal jeg gå den ene vej, eller den anden vej.

Ambivalensen føles som en skruestik.

Hvad giver mening?

Frihed? Jeg besøgte nogle gode mennesker forleden aften, venners venner, og vi talte om alt mellem himmel og jord. (Faktisk talte vi også om kabbalah og om Livets træ, der jo netop forbinder Himmel og Jord) Men vi talte også om frihed. Om hvordan frihed, som jeg har måttet sande, ikke giver nogen som helst mening i sig selv. Frihed er et Dyb, som det er fristende at lade sig falde i, men det er netop et dyb. Der skal være noget, der binder og forbinder, et net, knudepunkter, et væv, noget der griber os, holder os sammen.

Hvad forbinder os? Som mennesker. En kop kaffe? Og en lynhurtig afluring.
“Vil du have kakao på?”
“Ja, det ville da være dejligt, hvis det var” Eller noget.
Han ler af mig og efteraber mig. Jeg ler og siger direkte:
“Ja, jeg vil gerne have kakao på”. “Ja, jeg vil gerne have sukker i”.

Nogle gange handler det om at vide, hvad man vil. Nogle gange kan vi ikke vide det, men må famle os frem. Nogle gange handler det om at tage et skridt, på trods af angst. Også selv om man ikke er helt sikker. Et tøvende skridt på en tynd line spændt ud over dybet.

Nogle gange findes forbindelserne i de små ting, en kop kaffe, og en lunhurtig spejling af det indirekte, det pæne, det tilbageholdende. Nogle gange er det godt at blive gennem-skuet.

Nogle gange giver intet mening. Andet end at acceptere at det er sådan.

Det grå kvælende daggry er nu blevet til overskyet aften. Underlige aftenlufte.